Skal kameraet altid rulle, når et menneske bryder sammen?

Når medier viser mennesker i sorg, krise og deres mest sårbare øjeblikke, bør vi stille et afgørende spørgsmål: Bliver personen hjulpet og forstået – eller bliver følelserne brugt til at skabe stærkt fjernsyn?

Dette er en kommentar fra Faceworld Media.

Der er kommet mere fokus på menneskers følelser i tv-programmer. Kameraet kommer tættere på, og seerne får adgang til situationer, som tidligere ville være blevet betragtet som private.

Men skal alle følelser vises, bare fordi de er blevet optaget?

Skal kameraet fortsætte med at rulle, når et menneske græder, bryder sammen eller oplever noget meget svært? Og er et samtykke givet før en optagelse altid tilstrækkeligt, når personen senere står midt i en situation, som ingen kunne forudse?

Hvem får egentlig noget ud af billederne?

Når et menneskes mest sårbare øjeblik bliver vist på tv, bør redaktionen spørge sig selv:

Hvad får seeren ud af det – og hvad får personen foran kameraet ud af det?

Hvis scenen skaber forståelse, bryder tabuer eller hjælper andre mennesker i samme situation, kan den have journalistisk betydning. Men hvis den først og fremmest skal gøre programmet mere dramatisk, følelsesladet eller underholdende, nærmer man sig udstilling.

Et menneskes sorg bør ikke bruges som et virkemiddel på samme måde som musik, spænding og hurtig klipning.

Bag hvert stærkt tv-øjeblik står et virkeligt menneske, som også skal leve med udsendelsen, når kameraerne er slukket. Personen kan møde reaktioner fra familie, venner, kolleger og fremmede på sociale medier. Et sårbart øjeblik kan blive delt igen og igen og ligge på internettet i mange år.

Tænker redaktionen tilstrækkeligt over det?

Eller tænker den mest på, om optagelserne kan fastholde seerne?

Ikke alt behøver at blive vist

Alle mennesker har ret til at fortælle deres historie og blive taget alvorligt. Men retten til at få en stemme er ikke det samme som, at alle sårbare øjeblikke skal offentliggøres.

Medier bør være særligt opmærksomme på, om den person, der medvirker, fuldt ud forstår konsekvenserne. Det er ikke nok, at en deltager én gang har sagt ja til et kamera.

Samtykke bør være noget, man løbende taler om – især når optagelserne bevæger sig ind i sorg, konflikter, psykiske kriser eller andre meget private forhold.

En redaktion bør turde slukke kameraet.

Den bør også turde undlade en stærk scene, selvom den kunne skabe opmærksomhed. Et menneskes værdighed må veje tungere end ønsket om dramatisk indhold.

Når medier viser mennesker i triste og sårbare situationer, bør de altid kunne forklare, hvorfor netop disse billeder skal med. Er de nødvendige for historien? Hjælper de personen med at blive forstået? Eller bliver følelserne gjort til selve underholdningen?

Samtykke fritager ikke medierne for ansvar

Et medie kan ikke nøjes med at sige: "Personen sagde selv ja."

Der findes en magtforskel mellem redaktionen og den medvirkende. Redaktionen vælger kameraets vinkel, spørgsmålene, musikken og klipningen. Den bestemmer, hvilke sekunder seerne ser, og hvilke forklaringer der bliver klippet væk.

Den medvirkende afleverer derimod en del af sin historie og må bagefter stole på, at redaktionen behandler den ordentligt.

Derfor har journalister, redaktører og produktionsselskaber et ansvar, som rækker længere end en underskrift på et stykke papir. Man skal tænke over, om personen også kan overskue konsekvenserne efter udsendelsen.

Er personen blevet forberedt på reaktionerne?

Har vedkommende fået forklaret den sammenhæng, de sårbare optagelser skal indgå i?

Er der nogen, som følger op, når programmet er blevet vist?

Og får personen reelt mulighed for at sige fra?

Følelser må gerne være med

Faceworld Media mener ikke, at sorg, gråd og svære følelser skal fjernes fra journalistikken. Virkeligheden består også af tab, ensomhed, frygt og smerte. Hvis medierne aldrig viser det svære, fortæller de heller ikke hele sandheden om menneskelivet.

Men følelser skal behandles med respekt.

Det afgørende er, om følelserne hjælper os med at forstå mennesket og historien – eller om mennesket bliver reduceret til sine tårer.

Der er forskel på at give plads til en person, som selv ønsker at fortælle om sin sorg, og på at fastholde et menneske med kameraet midt i et sammenbrud. Der er også forskel på en nænsom samtale og en udsendelse, hvor musik, klipning og gentagelser gør situationen mere dramatisk.

Hvilket medielandskab ønsker vi?

Ønsker vi et medielandskab, hvor mennesker skal udlevere deres mest private følelser for at blive set og hørt?

Skal sorg være dramatisk, før den er interessant?

Og skal et menneskes værste øjeblik altid vises, bare fordi kameraet var til stede?

På Faceworld Media ønsker vi at møde mennesker med respekt og nysgerrighed. Vi vil gerne fortælle ærlige historier og tale om det, der gør ondt. Men mennesket skal være vigtigere end udsendelsen.

Journalistik skal ikke kun spørge:

"Kan vi vise det?"

Den skal også spørge:

"Bør vi vise det – og hvad gør det ved personen bagefter?"

Et menneske er mere end sin sorg, sin diagnose, sin konflikt og sit mest sårbare øjeblik. Hvis medierne glemmer det, bliver nærvær til udstilling.

Vi har brug for et medielandskab, der fortæller med mennesker – ikke et medielandskab, der lever af at udstille dem.