Venskab, kollegaskab og ansvar

Nogle dage på arbejdet føles tungere end andre. 

Skærmen flimrer, opgaverne hober sig op, og man forsøger at gemme sig bag sin faglighed og sine to-do-lister. 

Og så er der pludselig en kollega, der stopper op, kigger rigtigt på én og spørger: “Hvordan har du det i dag?” 

Ikke som en høflig vending på vej forbi kaffemaskinen, men som et ærligt spørgsmål, der faktisk venter på et svar.

Det er dér, venskab og kollegaskab begynder at blive til ansvar. 

For i det øjeblik vælger vi hinanden til – ikke som funktioner i et organigram, men som mennesker med gode og dårlige dage. 

En lille gestus, et blik, et spørgsmål kan skabe mere tryghed og motivation end tusind tekniske instruktioner og nye procedurer. 

Manualer kan fortælle os, hvordan vi skal arbejde, men de kan aldrig erstatte følelsen af, at nogen ser os.

Når vi tør spørge ærligt – og lytte ærligt – tager vi ansvar for det fællesskab, vi går på arbejde i hver dag. 

Vi siger mellem linjerne: Du er vigtigere end din opgaveliste. 

Og måske er det netop dér, den bedste kvalitet i arbejdet opstår: i mødet mellem faglighed og menneskelighed, hvor et enkelt spørgsmål kan være det, der gør dagen lidt lettere at bære.

Jeg oplevede tit, hvordan et ærligt spørgsmål bliver modtaget "Hvordan har du det i dag?" fra en kollega kan betyde mere end tusind tekniske instruktioner.

Nu har jeg ingen kollegaer men det er nu egenligt også meget hyggeligt, for jeg kan altid ringe og sparre noget med nogle journalister.

Ikke fordi det er høfligt sagt – men fordi det faktisk betyder noget.

Det er i de små gestusser, man ser, hvad det vil sige at arbejde sammen på et sted, hvor vi stoler på hinanden, hvor vi løfter hinanden op, og hvor vi kan være ærlige – både om glæder og frustrationer.

Jeg har været på opgaver, hvor jeg bagefter tænker: Det her skulle jeg ikke have dækket.

Situationen var forkert, presset for stort, eller min egen integritet blev udfordret.

Her lærer jeg, hvor vigtigt det er at kunne sige fra. Magten presser.

Tidsplaner presser.

Økonomi og ledelse presser.

Men integritet skal aldrig være fleksibel.

Samtidig har jeg set, hvordan kollegaskab skaber mod.

Når man støtter hinanden, deler erfaringer og tør være sårbare, så bliver det lettere at stå imod presset udefra når man hører om Politiker der træffer store beslutninger.

Vi grinte sammen, vi hjælpede hinanden, vi diskuterede og udfordrede hinandens ideer – ikke for at skabe konflikt, men for at løfte kvaliteten af det, vi lavede, og for at huske, 

Overgangen fra kollegaer til selvstændig ro

Overgangen fra at have kollegaer omkring sig hver dag til at arbejde alene kan føles stor, men den behøver ikke være ensom. 

Når man arbejder selvstændigt, opstår der en anden form for ro og fordybelse, hvor man kan mærke sit eget tempo og sine egne prioriteringer tydeligere. Samtidig forsvinder fællesskabet ikke – det ændrer bare form.

Det kan være lige så hyggeligt at arbejde selvstændigt, fordi man stadig kan række ud, ringe og sparre med journalister eller andre fagfolk, når der er brug for det. 

De samtaler handler ikke om høflig smalltalk ved kaffemaskinen, men om ægte betydning, faglig nysgerrighed og relationer, der rækker ud over den fysiske arbejdsplads. 

Man vælger aktivt hinanden til, og netop derfor kan dialogen blive både dybere, mere ærlig og mere inspirerende.

På den måde bliver hverdagen som selvstændig et fleksibelt fællesskab: Du kan arbejde i stilhed, når du har brug for fokus, og søge kvalificeret modspil, når du har brug for nye perspektiver. 

Relationerne lever videre – ikke i kontorlandskabet, men i de samtaler, du vælger at tage, og i de mennesker, du bliver ved med at dele faglighed og erfaringer med.

Venskab på arbejdspladsen handler ikke kun om at have det sjovt.

Det handler om ansvar.

Om at tage ansvar for hinanden.

Om at være den, der ser, når en kollega er presset, og tør spørge: "Er du okay?"

Og om at være den, der siger fra, når noget ikke føles rigtigt – både over for dem, vi dækker, og over for os selv.

Jeg har oplevet, hvordan netop denne kombination af venskab, kollegaskab og ansvar gør arbejdet meningsfuldt.

Det er ikke kun historierne, der betyder noget.

Det er måden, vi arbejder sammen på, måden vi passer på hinanden, og måden vi tør stå fast på vores værdier.

For når vi holder fast i integritet og samtidig passer på hinanden, bliver vi stærkere – både som journalister og som mennesker.

Og selvom magten kan presse, og deadlines kan klemme, ved jeg, at de relationer, vi skaber, er det, der holder os oprejst.

For det er i fællesskabet, i venskabet, i det ærlige kollegaskab, at man finder styrken til at stå fast, til at sige fra, og til at gøre det arbejde, vi ved, er rigtigt.

At lave tv er mere end teknik.

Det er mennesker.

Det er ansvar.

Det er mod.

Jeg har ikke faste kollegaer ved siden af mig, ingen at dele dagen med, ingen, der griner med mig i pauserne eller hjælper med at skubbe en opgave i mål.

Alt er mit ansvar, fra planlægning til udførelse, fra idé til resultat.

Alligevel har jeg nogle, jeg kan ringe til.

Folk, jeg kan spørge til råds, når jeg står i tvivl, eller når jeg har brug for et ærligt perspektiv.

De hjælper mig med at se tingene klart, men beslutningerne er stadig mine.

Jeg lærer konstant at balancere mellem friheden til at forme arbejdet præcist, som jeg vil, og ansvaret for at alt bliver gjort ordentligt.

Det er både udfordrende og lærerigt.

Tidligere havde jeg faste kollegaer, et stærkt netværk på arbejdspladsen, hvor vi støttede hinanden, grinede sammen og kunne diskutere ideer, inden de blev til noget konkret.

Hos Faceworld er det anderledes.

Jeg er alene i dagligdagen, men jeg har stadig muligheden for at hente sparring ude i mit netværk.

Det kræver mod at træde ind i den rolle, hvor man står helt alene med ansvaret, men samtidig skal kunne anerkende, når man har brug for hjælp. 

Det at stå alene betyder også, at jeg bliver nødt til at stole på min egen dømmekraft hele tiden.

Jeg planlægger, producerer, evaluerer og justerer undervejs uden nogen, der kan tage over for mig.

Jeg lærer, hvordan jeg prioriterer, hvordan jeg holder deadlines,

For jeg er blevet radiovært og skal levere stemmen til hver søndag på Radio Sønderjylland.

Det er bare et job jeg er faldet godt til i og det falder mig bare naturligt og rigtigt.

Samtidig minder det mig om, hvor vigtigt det er at bevare integritet og aldrig gå på kompromis med mine værdier.

Det er ikke altid let.

Der er dage, hvor jeg savner den daglige feedback fra nogen der kender arbejdet og situationen indgående.

Men det oplever jeg så nu på de sociale medier hvor de roser mine programmer især kan mine følgere godt lide mit program der hedder Dit liv dine ord hvor jeg interviewer folk om deres karriare både kendte og almindelige borger,

Men der er også dage, hvor friheden til at bestemme selv, til at tage chancer, og til at prøve nye idéer giver mig en stærk følelse af ejerskab og udvikling. 

Jeg oplever, at det at stå selv for det hele ikke betyder, at man er helt alene.

Det betyder, at man bærer ansvaret selv, men stadig kan trække på erfaring og rådgivning fra andre, når det giver mening.

Det kræver mod, disciplin og selvstændighed – men det giver også en dyb tilfredsstillelse, når projekterne lykkes, og man kan se, at det hele fungerer takket være ens egne beslutninger og handlinger.

I dag handler mit arbejde hos Faceworld om at kombinere selvstændighed med relationer.

Om at tage ansvar for alt, samtidig med at man ved, at man kan hente støtte, når man har brug for det.

Det er en balance mellem frihed og ansvar, mellem handling og refleksion, mellem at stå alene og at trække på fællesskabet, når det er nødvendigt.

Samtidig er det utroligt befriende.

Jeg oplever en frihed, som kun kommer, når man ved, at det er ens egne valg, der former resultatet, og ens egen indsats, der skaber succes.

Denne frihed giver også styrke.

Jeg har fundet ud af, at jeg er blivet bedre til at lytte, bedre til at planlægge og bedre til at handle, selv når presset er højt.

Jeg lærer, at ensomhed ikke altid er en svaghed; den kan være en kraft, hvis man bruger den til refleksion og vækst.

Og midt i det hele finder jeg glæden ved, at det er mig, der former min hverdag, mine projekter og min udvikling.

Det er ikke altid let, men det er altid ærligt, og det er altid mit.

Det minder mig om, at jeg valgte denne vej ikke for komfort, men for læring, vækst og for at blive stærkere som menneske og professionel.