VANDKANDEHUNDEN En usædvanlig tyv i Oxbøl
En hund med en helt særlig svaghed for vandkander satte sit præg på Oksbøl i begyndelsen af 1970'erne. Nu er den pudsige historie blevet til en lille AI-film.
Forestil dig, at du går ud i haven en morgen for at vande blomsterne. Men vandkanden er væk! Du kigger rundt, spørger måske naboen, men ingen ved noget.
I begyndelsen af 1970'erne var det ikke helt usædvanligt i Oksbøl. Her havde man nemlig en ganske særlig tyv på spil. Den gik ikke efter penge, smykker eller andre værdigenstande. Nej, dens store interesse var grønne plastikvandkander!
Tyven var en schæfertæve, som blev kendt for sin noget usædvanlige hobby. Den listede rundt i byens haver, tog vandkanderne i munden og travede af sted med dem til sine hemmelige gemmesteder.
Op mod 40 vandkander
Hunden havde flere foretrukne steder, hvor den samlede sine fund. Langs Vestbanen og ved det gamle vandtårn kunne man finde nogle af de forsvundne vandkander.
Hos Jens Knudsen i Østergade blev der på et tidspunkt talt helt op til 40 vandkander. Det var efterhånden en samling af ganske imponerende størrelse!
Det var ikke så mærkeligt, at hunden blev kendt i byen. Men hvordan skulle man dog få den til at holde op med sine tyverier?
Nogle forsøgte sig med forskellige løsninger. En af idéerne var at fylde vandkanderne med vand, så de blev for tunge til, at hunden kunne slæbe dem væk. Men den firbenede tyv lod sig ikke sådan slå ud. Den havde tilsyneladende sine egne metoder.
En hund med sine egne planer
For en lille dreng som Henrik Vej Kastrupsen var Vandkandehunden et fascinerende bekendtskab. Hunden var sky, hurtig og ikke sådan lige at komme tæt på.
Henrik voksede op på Violvænget i Oksbøl, hvor hans forældre havde bygget hus. Hans far var officer ved Jydske Dragonregiment i Holstebro og var blevet forflyttet til Oksbøl for at gøre tjeneste ved Hærens Kampskole.
Hunden blev en del af barndommens oplevelser og et minde, der mange år senere stadig stod tydeligt.
I efteråret 1972 lykkedes det Jens Frandsen at indfange hunden. Jens arbejdede på et dyrehospital i Esbjerg og havde forstand på hunde. Efter indfangningen kom hunden til at opholde sig hos ham.
Senere fik den et nyt hjem hos Søren, der blev kaldt Mælkemand. Men selv om hunden nu havde fået et hjem, var dens eventyrlyst tilsyneladende ikke forsvundet.
Klokken tre om natten!
En af de mere bemærkelsesværdige episoder handlede om hundens evner til at åbne døre.
Den havde blandt andet fundet ud af at bruge tænderne på et dørhåndtag og havde også løsnet et håndtag til en termorude. Det var med andre ord ikke nogen helt almindelig hund, man havde med at gøre.
En nat omkring klokken tre dukkede den igen op hos Jens. Den havde tilsyneladende besluttet sig for, at den hellere ville tilbage til ham.
Man kan næsten forestille sig Jens' overraskelse, da han åbnede døren midt om natten og stod ansigt til ansigt med den firbenede gæst.
Man kunne fristes til at tro, at hunden havde tænkt: Nu har jeg prøvet et nyt hjem, men jeg ved altså godt, hvor jeg hører til!
En historie, der stadig lever
Historien om Vandkandehunden er et lille stykke lokalhistorie fra det gamle Oksbøl. Den fortæller om en usædvanlig hund, en række pudsige oplevelser og en tid, hvor selv en hunds mærkelige hobby kunne blive noget, hele byen kendte til.
Historien kan læses i årets udgave af Vestjydske Fortæller, hvor Henrik Vej Kastrupsen fortæller om sine oplevelser og barndomsminder med Vandkandehunden.
Nu er fortællingen også blevet omsat til en lille AI-kortfilm på cirka tre minutter med titlen:
VANDKANDEHUNDEN – En usædvanlig tyv i Oksbøl.
Filmen er en dramatisering af historien, hvor billeder, fortællerstemme og lyd bringer det gamle Oksbøl til live igen.
For måske er der stadig nogen i Oksbøl, der kan huske hunden? Måske husker nogen de forsvundne vandkander, eller måske har man hørt historien fortalt rundt om middagsbordet.
Én ting er sikkert: Vandkandehunden har sat sine spor i Oksbøls historie – og det er næppe mange andre hunde, der kan prale af at have samlet en hel bys vandkander!