Trine Marie Wisborg træder ind i rollen som Tinka: »Det har været en kæmpe ære«

For Trine Marie Wisborg handler rollen som Tinka ikke kun om nisser, julemagi og den ikoniske røde hue. 

Det er også en fortælling om identitet, mod, accept og om at turde stå ved den, man er.

I musicaludgaven af det populære Tinka-univers spiller Trine Marie Wisborg titelrollen. 

Det er hendes første professionelle teaterproduktion, og samtidig har hun fået ansvaret for at føre en karakter videre, som mange børn og voksne allerede har et nært forhold til.

– Det har været nogle store sko at udfylde. 

Josefine Højbjerg gjorde det virkelig godt i serien, og alle har en forestilling om, hvem Tinka er. 

Det har været en udfordring, men også en kæmpe ære, fortæller Trine Marie Wisborg til Faceworld.

En fortælling om at finde sig selv

Noget af det særlige ved Tinka-universet er ifølge Trine, at historien rummer langt mere end klassisk juleunderholdning.

Tinka opdager, at hun både er menneske og nisse. 

Det skaber en usikkerhed, som mange især i teenageårene kan genkende.

– Man kan have sider af sig selv, som man er usikker på eller måske skammer sig over. 

Men man finder forhåbentlig ud af, at det ikke er noget, man skal slå sig selv i hovedet over. Det er lige så godt at være menneske, som det er at være nisse.

Trine kan også genkende noget af Tinkas mod og omsorg i sig selv. 

De kan begge virke blide, men ved samtidig, hvad de står for.

– Tinka står op for det, hun mener er rigtigt, og for de mennesker, hun har omkring sig. 

Det kan jeg godt spejle mig i.

Fra tv-skærmen til scenen

At overtage rollen efter Josefine Højbjerg har krævet, at Trine fandt sin egen måde at spille Tinka på. 

En karakter fungerer nemlig ikke nødvendigvis på samme måde foran et kamera som på en teaterscene.

Trine mødte først Josefine efter premieren og nåede derfor ikke at få gode råd fra hende på forhånd.

– Jeg var rimelig starstruck, da jeg mødte hende. 

Der stod jo den rigtige Tinka. Det var virkelig fedt at møde hende, for jeg synes, hun er utrolig sej.

Trine føler sig allermest som Tinka i scenen, hvor mennesker og nisser mødes og forenes gennem sangen Ritualet. 

Her bliver musicalens centrale budskab tydeligt: Forskellighed behøver ikke at skille os ad.

Mere ro og større tro på sig selv

Trine har nu spillet Tinka gennem flere sæsoner og mærker en tydelig udvikling både som skuespiller og menneske.

Første gang var oplevelsen ny og overvældende. 

I dag føler hun sig mere rolig i rollen og tør i højere grad stole på sine egne evner.

– Sidste år var jeg så nervøs til premieren, at jeg næsten ikke kunne være i min egen krop. 

I år kunne jeg trække vejret lidt mere og sige til mig selv: Du gjorde det sidste år, så selvfølgelig kan du også gøre det i år.

Hun oplever samtidig, at forestillingen fortsat udvikler sig. 

Nye medspillere og nye fortolkninger betyder, at musicalen ikke blot bliver en kopi af den tidligere opsætning.

– Jeg er faldet mere til ro i Tinka og i det at stå på scenen. 

Når man har øvet sig i mange uger, må man på et tidspunkt sige til sig selv: Du har den her.

Når de røde huer fylder salen

For Trine er det en stor ære at være ansigtet på en karakter, som mange børn betragter som en juleheltinde.

Et af de stærkeste øjeblikke kommer efter forestillingen, når skuespillerne bukker, og hun kan se børnene med deres røde Tinka-huer ude i salen.

– Man ser alle de små trekanter stikke op mellem rækkerne. 

Så kan man ikke andet end at blive glad.

Musicalen kan ifølge Trine noget andet end tv-julekalenderen. 

De 24 afsnit er samlet i en cirka to timer lang forestilling, og derfor må dele af fortællingen naturligvis udelades. 

Til gengæld opstår der en direkte forbindelse mellem skuespillerne og publikum.

– Vi står ansigt til ansigt med publikum og kommer helt tæt på dem. 

Jeg kan forestille mig, at det er særligt for et lille barn at sidde i salen og opleve, at der faktisk står en nisse på scenen.

Vi skal lære hinanden at kende

Bag julemagien ligger også et aktuelt budskab. 

I Tinka-universet opstår der mistillid mellem mennesker og nisser, selvom de ikke altid ved særlig meget om hinanden.

Det tema mener Trine også kan overføres til virkeligheden.

– Vi skal lære dem, vi ikke kender, at kende, før vi dømmer dem. 

De mennesker, som virker fremmede eller måske lidt skræmmende, har også følelser og holdninger. 

De kan være lige så dejlige som dem, vi allerede kender.

Det er samtidig en af forklaringerne på, at Tinka har fået så stort et publikum. 

Fortællingen kan samle både børn, forældre og ældre søskende omkring julens glæde, men også omkring emner som fordomme, fællesskab og accept.

Musicaldrømmen begyndte som 12-årig

Interessen for musicals begyndte for alvor, da Trine var omkring 12 år. 

Hendes mor opdagede, at der skulle være audition til The Sound of Music, og opfordrede hende til at prøve.

Trine havde på det tidspunkt aldrig sunget foran mennesker, hun ikke kendte.

– Jeg gik ind til audition med rystende ben og bævende stemme. 

Men det gik, og jeg fik rollen som Louisa. Der åbnede musicalverdenen sig for mig, og jeg faldt pladask for den.

En af de første forestillinger, der gjorde et stort indtryk på hende, var Skammerens Datter. 

Hun blev fascineret af musikken og af, hvordan skuespillerne kunne synge, danse og forvandle sig til andre mennesker på scenen.

Blandt hendes inspirationskilder er Emma Watson og Cynthia Erivo. 

Hun holder desuden meget af Sanne Salomonsens musik og sangene fra blandt andet Chess og Skammerens Datter.

Drømmer om et liv på scenen

Når Trine ikke står på scenen, holder hun af rolige dage med en god serie, en kop te, familien eller de nærmeste veninder. 

Hun går ture, synger hver dag og er også begyndt at male med vandfarver.

Det giver hende mulighed for at koble af fra en hverdag, hvor hun ofte skal huske replikker, ramme de rigtige toner og præstere foran et publikum.

– Nogle gange er det dejligt bare at kunne være sig selv og ikke skulle præstere.

Hendes største professionelle drøm er at kunne leve af at spille med i musicals og stå på scenen. 

Hun ved, at branchen er præget af hård konkurrence, men hun håber på at få muligheden.

– Det er et nåleøje, og det kan være svært overhovedet at blive valgt. 

Men det er min drøm. Uanset hvad der sker, håber jeg, at jeg bliver glad for det, jeg laver, og har de mennesker, jeg elsker, omkring mig.

For Trine Marie Wisborg er Tinka derfor blevet meget mere end en rolle. 

Hun har givet hende erfaring, større selvtillid og muligheden for at sprede julemagi til et publikum, der fortsat tror på fortællingens vigtigste budskab:

Vi skal turde være os selv – og lære hinanden at kende, før vi dømmer.