Tandlægeforeningen: Gratis tandpleje vil kræve markant flere tandlæger

28.9.2026 | Tandlægeforeningen | Pressemeddelelse
Regeringens ambition om at gøre tandpleje gratis for alle voksne i 2035 vil kræve, at der uddannes markant flere tandlæger end i dag, viser nye beregninger.
Regeringens planer om at gøre det gratis at blive behandlet hos tandlægen vil kræve en betragtelig udvidelse af kapaciteten i den nuværende voksentandpleje.
En ny fremskrivning fra Tandlægeforeningen viser, at der vil mangle 800 tandlæger i 2035 for at følge med det ekstra pres, der forventes at komme, hvis staten betaler regningen for alle voksne danskere.
– Vi må forvente, at efterspørgslen på behandling vil vokse i takt med, at det bliver vederlagsfrit for flere befolkningsgrupper.
Og hele formålet med investeringen er vel også, at flere danskere kommer til tandlægen. Det kræver så også bare, at kapaciteten følger med, siger formand for Tandlægeforeningen, Torben Schønwaldt.
I dag er der cirka 2,6 millioner voksne borgere (2023-tal), der får tandeftersyn eller behandling hos privatpraktiserende tandlæger mindst én gang om året.
Det svarer til knap 56 procent af den voksne befolkning over 20 år.
Beregninger viser, at antallet af patienter vil stige med 700.000, hvis andelen af voksne, der går til tandlæge, kommer op på samme niveau, som vi i dag ser for de højtlønnede.
Det vil betyde, at der bliver brug for cirka 800 tandlæger ekstra for at følge med den forventede efterspørgsel.
Regeringen vil i første omgang indføre gratis tandpleje for førtidspensionister, udsatte grupper og patienter, der er omfattet af særordninger, samt kontanthjælpsmodtagere. Det svarer ifølge regeringens egne oplysninger til op mod 500.000 borgere. Og det skal ske allerede fra 2027.
Derfor haster det med at øge optaget på tandlægeuddannelserne i København og Aarhus, påpeger Torben Schønwaldt.
– Vi mangler allerede tandlæger både i privat og offentlig praksis i dag. Og det tager lang tid at uddanne en tandlæge, så der er ingen tid at spilde, hvis kapaciteten ude på klinikkerne skal følge med, fastslår tandlægeformanden.
Siden 2010 er antallet af tandlæger i privat praksis faldet med over 100 på landsplan. Ledigheden er helt i bund, og flere steder i landet er det svært at rekruttere tandlæger til både privat og offentlig praksis.
Folketinget har besluttet at åbne en ny tandlægeuddannelse på Syddansk Universitet (SDU) i Odense med 40 pladser fra 2027.
Men samtidig nedlægger man 35 midlertidige ekstrapladser i København og Aarhus. Tandlægeforeningen opfordrer regeringen til at bevare de ekstra pladser.
– Jeg har svært ved at se, hvordan regeringen ellers vil indfri ambitionerne.
Bliver tandplejen vederlagsfri for store befolkningsgrupper uden flere tandlæger til at løfte opgaven, ender vi med klinikker, der må lukke for tilgang og lange ventelister.
Det scenarie skal vi for alt i verden undgå, siger formand for Tandlægeforeningen, Torben Schønwaldt.
Han henviser til den aktuelle situation i børne- og ungdomstandplejen, hvor man for nylig har indført vederlagsfri tandpleje for 300.000 unge mellem 18 og 22 år.
Her venter over 35.000 børn og unge i landets største byer i dag på at komme til, fordi kapaciteten ikke kan følge med.
– Der mangler klinikfaciliteter, der mangler tandlæger og klinikpersonale og der mangler penge. Den fejl skal politikerne undgå at gentage, for ventelister gavner bestemt ikke tandsundheden, siger Torben Schønwaldt.
Fakta
Beregninger fra Tandlægeforeningen viser, at der vil mangle cirka 800 tandlæger, hvis der indføres vederlagsfri tandpleje for alle voksne.
Metode: Fremskrivningen bygger på registerdata for 2010-2023 fra Danmarks Statistik og Sundhedsdatastyrelsen. Den tager afsæt i, at antallet af patienter per tandlæge er på niveau med i dag (2023) og tager desuden højde for antallet af nyuddannede tandlæger og afgang fra faget pga. tilbagetrækning.
- I 2023 var der 2.589.095 unikke tandlægepatienter over 20 år i voksentandplejen (55,7 procent af befolkningsgruppen) – det svarer til 716 patienter per privatpraktiserende tandlæge.
- Fremskrivningen tager afsæt i, at andelen af voksne danskere, der går til tandlægen i 2035, er på samme niveau, som man i dag ser for gruppen af borgere i øvre indkomstkvartil.
- Her er antallet af unikke patienter 26 procent højere end i resten af befolkningen. I så fald vil antallet af unikke patienter stige til 3.278.873.
- Med samme antal patienter per tandlæge som i dag (2023-tal), vil det kræve 800 ekstra tandlæger.
- Hvis antallet af voksne, der går til tandlæge, stiger til samme niveau som i fx Tyskland (81,2 procent), vil antallet af patienter stige med yderligere ca. 500.000 – og øge manglen på tandlæger yderligere til cirka 1500.
- Antallet af erhvervsaktive tandlæger i privat praksis er faldet med 107 i perioden 2010-2023.
