Søren Peter Frøsig:  Musikken har fulgt mig gennem hele livet

Musikken har været en del af Søren Peter Frøsigs liv, siden han var otte år gammel. 

Fra de første toner på trommer og trompet til jazzkoncerter, kirkemusik og optrædener over hele landet har musikken givet ham både glæde, fællesskab og styrke gennem livets op- og nedture.

Allerede som lille dreng blev Søren fascineret, når bygarder og orkestre marcherede gennem gaderne. 

På en FDF-landslejr ved Julsø i 1981 så han en tamburmajor gå forrest for et orkester. 

Det gjorde så stort et indtryk, at han lavede sin egen tamburstav af et stykke fyrretræ.

Kort efter stod han foran et lille orkester og dirigerede, mens musikerne spillede i øsende regnvejr. 

Det blev et af hans første stærke minder om musikken.

– Man kan ikke både være sur og synge eller spille musik på samme tid. 

Jeg har aldrig været den store sportsmand, men musikken fangede mig allerede som lille dreng. Den blev en af mine styrker i livet, fortæller han.

Fra Ølgod til Varde Garden

Søren voksede op i Ølgod, hvor musikeren Harry Larsen boede lige overfor familien. 

Han spillede saxofon og klarinet og tog den unge Søren med ud for at spille morgenmusik ved sølv- og guldbryllupper.

Søren fik også mulighed for at spille med ved Drabanternes sommerspil i Ølgod. 

Selvom han stadig kun var en lille dreng, stod han pludselig blandt voksne musikere iført jakkesæt og hvid skjorte. 

Jakken var lånt og viste sig senere at være en damejakke, fordi knapperne sad i den modsatte side. Men det betød ikke meget. 

For Søren var det vigtigste at få lov til at spille sammen med de voksne.

I julen 1985 blev han medlem af Varde Garden. 

Her oplevede han et stærkt fællesskab, som fik stor betydning for hans videre liv.

– Garderkulturen er en vigtig del af Foreningsdanmark. 

Her er unge mennesker sammen på tværs af alder og musikalske evner. 

Den stærkeste og den svageste er fælles om at skabe noget stort.

Med Varde Garden oplevede han både lokale byfester og store internationale arrangementer. 

I en hal i Bremen stod han blandt omkring 600 musikere fra forskellige dele af verden.

– Pludselig stod man ved siden af en trompetist fra USA, Holland eller Rusland og spillede sammen.

Det var en helt vild oplevelse.

Fodnoterne og ungdommens musikalske fællesskab

Sammen med andre unge musikere fra Varde Garden dannede Søren orkestret Fodnoterne.

Gruppen bestod af mellem seks og ni unge, som spillede til runde fødselsdage, sølvbryllupper og guldbryllupper på kroer og i forsamlingshuse.

Ingen af dem havde kørekort, så forældrene måtte køre dem rundt til opgaverne. 

Pengene, de tjente, blev ofte brugt på popcorn, cola og leje af videofilm.

– Bagefter endte vi gerne hjemme hos de forældre, der havde kørt os. 

Så så vi film, spiste popcorn og drak cola hele natten. 

Det var en fantastisk tid.

Søren drømte på et tidspunkt om at komme på musikkonservatoriet og var i praktik på konservatoriet i Esbjerg i niende klasse. 

Men han kunne mærke, at det ikke var den rigtige vej for ham på det tidspunkt.

I stedet kom han på handelsskole og blev senere udlært i Silvan. 

Ved siden af arbejdslivet fortsatte han med at spille musik og arbejde med lokalradio i både Varde og Esbjerg.

En karriere med jazz og danske klassikere

I slutningen af 1990'erne dannede Søren sit første jazzorkester, Jazz Buffeten. 

Orkestret eksisterede i omkring 20 år frem til tiden umiddelbart før coronapandemien.

I dag spiller han sammen med mange forskellige musikere. 

En af hans primære konstellationer er Jazz med To, hvor han optræder sammen med pianisten Brian Svendsen og andre pianister fra forskellige dele af landet.

Han spiller også i Jazz Dippers, der fortolker traditionel jazz og fortæller historien om 100 års jazz i Danmark. 

Repertoiret omfatter blandt andre John Mogensen, Bjarne Liller og Kai Normann Andersen.

Derudover holder Søren kirkekoncerter, hvor Grundtvigs salmer møder melodier af blandt andre Louis Armstrong. Han er også en del af julekoncerten Lyden af jul fra sydvest, hvor han spiller sammen med lokale musikere.

– Jeg kan godt lide at give gamle melodier nyt liv. 

Det gælder både traditionel jazz, danske klassikere og gamle salmer. 

Det er fascinerende at fortolke musikken sammen med dygtige musikere.

Musikken vækker minder

Søren har spillet ved mange begravelser og bisættelser. 

Selvom det er en professionel opgave, betragter han det også som en stor ære.

– Man er med til at skabe minder midt i en trist situation. 

En melodi kan få mennesker til at huske gode stunder og historier fra et helt liv.

Hans egen favorit er Louis Armstrongs What a Wonderful World. 

For Søren rummer sangen et vigtigt budskab om, at verden kan være et smukt sted, men også at vi selv har et ansvar for at gøre den bedre.

Musikken har også hjulpet ham gennem personlige tab. 

Hans far døde i den uge, hvor Danmark lukkede ned på grund af coronapandemien. 

Derfor kunne kun en lille gruppe deltage i bisættelsen i Østerlund Kapel.

Efter farens død overtog Søren en kogebog, som i lang tid stod urørt i reolen. 

Da han senere bladrede i den, fandt han en håndskrevet seddel med planerne til en fødselsdag, hvor faren havde lavet omkring 400 pindemadder til blot ti mennesker.

– Det er bare et håndskrevet stykke papir, men det fortæller en hel historie. 

Hvis papiret kunne tale, kunne jeg pludselig have en samtale med min far igen.

I dag ligger faren begravet på skovkirkegården tæt på Sørens hjem. 

Søren går indimellem forbi og taler med ham.

Et sprog på tværs af forskelle

For Søren er musik langt mere end toner og underholdning. 

Musik er et fælles sprog, som kan forbinde mennesker på tværs af alder, religion, politisk overbevisning og nationalitet.

Han har blandt andet oplevet, hvordan mennesker med demens, der næsten ikke længere taler, pludselig begynder at synge med på kendte melodier som Så længe jeg lever eller Lille sommerfugl.

– Selvom et menneske måske ikke længere har et tydeligt sprog, kan musikken bringe minder frem og skabe kontakt.

Det er enormt rørende.

Han mener samtidig, at den bedste musik opstår, når musikerne mærker hinanden og ikke blot spiller tonerne, som de står skrevet.

– En af musikkens største dyder er stilheden. 

Nogle gange er det pausen før den næste tone, der skaber magien. Musikerne kan tale sammen uden at sige et eneste ord.

Mennesker skal ikke puttes i kasser

Søren lægger vægt på, at mennesker skal mødes, som de er. 

Han mener ikke, at mennesker kan beskrives fuldstændigt gennem diagnoser eller faste kategorier.

– Ingen mennesker er ens. Vi skal acceptere hinandens styrker og svagheder. 

Tænk, hvis vi alle sammen var ens. Det ville være utrolig kedeligt.

Her kan musikken efter hans mening skabe et rum, hvor forskelligheder ikke behøver at stå i vejen for fællesskabet.

– Hvis musikken kan sprede glæde, positiv energi og gode oplevelser, så forsvinder den energi ikke. 

Den bevæger sig bare videre til andre mennesker.

Vil spille resten af livet

For omkring 11 år siden startede Søren sin egen virksomhed og valgte at gå helhjertet ind i livet som selvstændig. 

Hans erfaring med salg og markedsføring bruger han i dag på sin egen musikalske karriere.

Friheden betyder meget for ham. 

Han kan selv planlægge sit arbejde, men når en koncert er aftalt, skal han naturligvis stå klar på det rigtige sted og tidspunkt.

Søren har ingen planer om at lægge trompeten fra sig.

– Jeg håber, at jeg kan spille musik resten af mit liv og så længe som overhovedet muligt. 

Jeg vil gerne have det godt og samtidig glæde andre mennesker.

For Søren Peter Frøsig er musikken blevet den røde tråd gennem hele livet. 

Den har fulgt ham gennem glæden, sorgen og de store forandringer – og den fortsætter med at skabe nye møder, minder og fællesskaber.