Sandie Eis Ravn: Politikeren, mennesket og drømmen om borgmesterposten
Sandie Eis Ravn gik ind i politik, fordi hun blev provokeret over en beslutning om skolestrukturen i Varde Kommune.
I dag er hun viceborgmester, men ambitionen rækker længere. Hun drømmer fortsat om at blive borgmester og er klar til at stille op igen.
– Det var hårdt i starten, at jeg ikke fik lov til at være borgmester i Varde Kommune.
Det skulle jeg lige vænne mig til. Men så er det jo sådan, det er – og så stiller jeg op igen, fortæller hun i programmet Tæt på.
Bag den politiske titel står et menneske, der er formet af sin barndom, sin familie, tiden i Forsvaret og arbejdet som sygeplejerske.
Erfaringer, der alle har været med til at skabe det menneskesyn og den energi, hun tager med ind i politik.
En politisk begyndelse drevet af frustration
Sandie Eis Ravns vej ind i politik begyndte for alvor i 2017.
Først blev hun overrasket over, hvor få danskere der var medlem af et politisk parti.
Derefter meldte hun sig ind i det parti, hvor hun følte sig mest hjemme.
Det afgørende vendepunkt kom, da Varde Kommune arbejdede med planer om at ændre en kommunal skole til et specialtilbud.
– Det gav simpelthen ikke nogen mening.
Jeg tænkte, at det kunne jeg gøre bedre end dem, fortæller hun.
Hun mødte op til en generalforsamling, blev opfordret til at stille op til byrådet og besluttede sig for at gå helhjertet ind i arbejdet.
Hun blev valgt, men måtte efterfølgende erkende, at der ikke var det nødvendige mandat til at stoppe eller ændre den beslutning, som oprindeligt havde fået hende ind i politik.
Det ændrede dog ikke hendes lyst til at fortsætte.
Et stort ansvar at træffe beslutninger
Som politiker er Sandie Eis Ravn meget bevidst om, at beslutningerne på rådhuset får direkte betydning for borgernes liv.
– Nogle gange stopper jeg op og tænker: Puha, det er også noget af et ansvar at have. Man skal have tillid til, at den vision og den tænkning, man har for Varde, er den rigtige.
Hun understreger, at politik netop handler om at møde forskellige holdninger. Nogle gange finder politikerne en løsning i midten.
Andre gange stemmer hun imod, hvis hun ikke kan se sig selv i beslutningen.
Som viceborgmester repræsenterer hun også borgmesteren ved forskellige lejligheder.
Rollen føles stadig særlig for hende.
– Jeg er jo ikke borgmester, men jeg er faktisk lidt borgmester alligevel. På den anden side er jeg stadig bare Sandie.
Titlen har givet hendes stemme mere vægt og gennemslagskraft, men den har ikke ændret hendes syn på sig selv.
Bekymret for unges møde med sociale medier
Sandie Eis Ravn ser både positive og negative sider ved sociale medier.
Hun bruger blandt andet Snapchat sammen med sine børn og kan se, hvordan platformene fungerer som et socialt rum for unge.
Samtidig er hun bekymret for det ufiltrerede indhold og for, hvor nemt unge kan blive kontaktet af mennesker med dårlige hensigter.
– Sociale medier er blevet en helt vildt nem måde at komme i kontakt med unge mennesker på. De kan få tilbudt stoffer, våben eller seksuelle relationer, som de måske slet ikke har lyst til.
Hun mener derfor, at begrænsninger kan være en god idé, men understreger, at spørgsmålet ikke er enkelt.
Forældrene har også et stort ansvar for at lære børnene at passe på sig selv og søge hjælp, hvis deres grænser bliver overskredet.
Selv voksede hun op med blandt andet Jubii Chat, Messenger og Arto.
Hun husker derfor også den bekymring, hendes egne forældre kunne have.
– Hvis vi som voksne opdrager vores børn til at være forsigtige og komme til os, når de oplever noget, der går over deres grænser, så er vi nået langt.
Efterlyser flere positive historier
Sandie Eis Ravn mener, at konflikter fylder for meget i den danske nyhedsstrøm.
Hun oplever, at journalister og døgnnyhedskanaler ofte bygger historier op omkring forargelse, drama og modsætninger.
– Man har for meget fokus på nyhedstrekanten, dramaet og konflikten.
Ærligt talt gider jeg ikke selv sidde og læse om det.
Hun efterlyser flere historier om de mennesker, der skaber gode resultater i deres lokalsamfund.
Det kunne eksempelvis være et barn, en voksen eller en hund fra Varde, der havde vundet et danmarksmesterskab.
Den slags historier ville hun gerne møde oftere.
– Mere af det.
Men i stedet får jeg lov til at læse konfliktfyldt stof, og derfor sorterer jeg det faktisk fra.
Hun mener ikke, at sociale medier alene har skabt den hårde tone i politik.
Ifølge hende begynder problemet ofte med konfliktfyldte overskrifter, som efterfølgende bliver forstærket i grupper på sociale medier.
Barndommen mellem flere hjem
Sandie Eis Ravn er født på Gellerupvej i Varde. Som barn boede hun også i Sig og Gødsvang, inden Horne blev den by, hun kom til at betragte som sit barndomshjem.
Hendes forældre blev skilt på et tidspunkt, hvor skilsmissefamilier ikke var lige så almindelige som i dag.
– Der var ikke mange skilsmissefamilier, så det var meget specielt at have forskellige familier og måske ikke rigtigt have ét tilhørssted.
Hun oplevede alligevel sin opvækst som god.
Hun var aldrig i tvivl om, at hendes forældre elskede hende, og hun havde gode klassekammerater.
Desuden fik hun en stedfar og en ny familie, som tog imod både hende og hendes søster.
– Selvom jeg var sårbar, var jeg heldig at have en masse fantastiske voksne omkring mig, som elskede mig og tog mig ind.
Forsvaret gav mod og orden
Inden politik blev en central del af hendes liv, var Sandie Eis Ravn soldat og befalingsmand.
Tiden i Forsvaret pressede hende ud i situationer, hun ikke selv ville have opsøgt. Det gjorde hende mere modig og gav hende møder med mennesker, der så verden på andre måder.
Forsvaret lærte hende også værdien af struktur.
– Når man i flere måneder bliver trænet i, at alt skal ligge snorlige, stå knivskarpt og være på den rigtige hylde, finder man ud af, at det kan man faktisk godt lide.
Hun forlod Forsvaret i 2007 og husker allerede dengang tydelige besparelser og nedslidning. Derfor mener hun, at Danmark ikke blot skal hjælpe Forsvaret, men investere seriøst i det.
Soldaterne skal ifølge hende have ordentlige løn- og arbejdsvilkår, god ledelse og et arbejdsmiljø, der tager hensyn til, at jobbet kan være både fysisk og psykisk krævende.
– Hvis vi mener alvorligt, at vi skal have danske soldater, skal de have ordentlige vilkår. Der skal også være plads til både mænd og kvinder.
Sygeplejen formede hendes menneskesyn
Uddannelsen og arbejdet som sygeplejerske blev en dannelsesrejse for Sandie Eis Ravn.
– Sygepleje handler om at være professionel i menneskelige relationer. Det handler om at være et andet menneskes advokat og stemme.
Arbejdet lærte hende at tilsidesætte sine egne behov, lytte til andre og se hele systemet omkring det enkelte menneske.
Den erfaring tager hun med ind i både politik og ledelse.
Hun kan stadig savne kontakten med patienterne.
Overgangen fra sygeplejerske til leder var vanskelig, fordi den direkte anerkendelse blev mindre.
– Som dygtig sygeplejerske får man ros fra patienterne.
Medarbejdere roser ikke så tit én for at have lavet en god vagtplan.
På samme måde får man sjældent ros som politiker, men ofte kritik.
Det har jeg vænnet mig til.
Kritisk over for ulighed i sundhedsvæsenet
Sandie Eis Ravn ser en grundlæggende skævhed i det danske sundhedsvæsen.
Hun mener, at private tilbud trækker læger, sygeplejersker og psykologer væk fra det offentlige system.
Konsekvensen er ifølge hende, at mennesker med penge kan købe sig til hurtigere hjælp, mens andre må vente.
– Det er alt for meget Amerika og alt for lidt Danmark.
Det er forkert i forhold til det velfærdssamfund, vi har bygget op.
For hende skal størrelsen på borgerens pengepung ikke afgøre, hvor hurtigt sygdom bliver taget alvorligt, eller hvilken hjælp man kan få.
Familien giver retning
Sandie Eis Ravn har været sammen med sin mand i 21 år, og parret har fejret 20-års bryllupsdag.
Hun beskriver ham som det menneske, der har formet hende mest.
Da hun som ung overvejede at blive udsendt med Forsvaret, måtte hun vælge mellem karrieren og ægteskabet.
Hun forestillede sig, hvad hun som 80-årig ville fortryde mest. Valget faldt på familien.
– Der vandt han, fortæller hun.
Mødet med hendes mand ændrede hendes livsbane.
Uden ham var hun måske fortsat som soldat. I stedet blev hun boende i Varde, uddannede sig til sygeplejerske og byggede et familieliv op.
Hun erkender, at et travlt arbejdsliv kan gøre det svært altid at være nærværende som mor.
Derfor forsøger hun at være hjemme om morgenen, så hun kan sige farvel til børnene. Hun hjælper også med lektier og fungerer gerne som "Sandies taxaservice".
Indimellem har hun tænkt over, hvordan familiens liv ville have set ud, hvis hun aldrig var gået ind i politik.
– Nogle gange siger jeg undskyld til børnene, fordi jeg arbejder så meget. Men de synes også, at jeg er sej, og de bakker helt vildt op.
Tabet lærte hende ikke at vente
Et af de tab, der har sat tydelige spor, var hendes morfars død. Han var kærlig, men stillede også krav til hende.
I halvanden uge havde hun forsøgt at tage sig sammen til at besøge ham. Pludselig var det for sent.
– Det lærte mig, at man ikke skal blive ved med at udskyde ting til i morgen. Det kan være væk, før vi aner det.
Erfaringen har givet hende en stærkere bevidsthed om at handle i dag, fordi ingen ved, hvordan livet ser ud i morgen.
I svære stunder har eurodance og elektroniske rytmer været hendes musikalske soundtrack.
Musikken har hjulpet hende gennem både vrede, sorg og livets mere krævende perioder.
Konflikter skal ikke bæres videre
Sandie Eis Ravn forsøger ikke at fastholde konflikter.
Hun kan være vred og stærkt uenig i en politisk sag, men når sagen er afsluttet, skiller hun mennesket fra uenigheden.
– Der løber vand i åen hele tiden, og tingene skyller væk.
Man kan ikke gå tilbage og lave det skete om.
Hvis hun ikke længere kan ændre en sag, vælger hun at acceptere den som et vilkår og finde ud af, hvordan hun kommer videre.
Hun beskriver sig selv som svær at fornærme og forsøger at møde verden med et smil.
– Jeg er bare altid glad. Jeg elsker at møde verden med gåpåmod.
Drømmen lever videre
Privat drømmer Sandie Eis Ravn om at fejre guldbryllup med sin mand.
Politisk ønsker hun fortsat at blive borgmester i Varde Kommune.
Hun ved, at det ikke er en beslutning, hun selv kan træffe.
Hvert fjerde år venter det, hun kalder den store jobsamtale med vælgerne.
Om ti år håber hun, at mennesker vil huske hende som en politiker, der tog sine opgaver alvorligt, var velforberedt og satte sig grundigt ind i stoffet.
Frem for alt håber hun, at hendes beslutninger har gjort en mærkbar forskel for andre.
– Jeg vil gerne huskes for, at jeg gik ordentligt og seriøst til mine arbejdsopgaver. Og måske kommer der en dag nogen og fortæller mig, at en beslutning,
jeg var med til at træffe, faktisk gjorde en forskel.
Hun ønsker samtidig, at Varde Kommune fortsat skal udvikle sig og bevæge sig væk fra det, hun beskriver som et støvet og gammelt udtryk.
Energien forventer hun stadig at have om ti år.
Og drømmen om borgmesterposten er heller ikke forsvundet.
– Nu må vi se. Jeg stiller op igen.
