Kronik: Når journalistikken glemmer mennesket

Vi lever i en tid med flere medier end nogensinde før. Danmark har hundredvis af nyhedsmedier, digitale platforme, podcasts og tv-kanaler, der døgnet rundt konkurrerer om vores opmærksomhed. Alligevel vælger stadig flere danskere nyhederne fra.

Det er et paradoks.

For vi mangler ikke information. Vi mangler måske noget andet.

Vi mangler historier, der giver os lyst til at blive.

I de senere år er begrebet news avoidance – nyhedsundvigelse – blevet en del af den offentlige debat. Stadig flere fortæller, at de bevidst lukker ned for nyhedsstrømmen. Ikke fordi de er ligeglade med samfundet, men fordi de bliver trætte.

Den ene krise afløser den anden.

Krig.

Klimaforandringer.

Inflation.

Politisk konflikt.

Social uro.

Når alt bliver en krise, bliver krisen til sidst normaltilstanden. Og når mennesker igen og igen mødes af historier om problemer, som de ikke selv kan løse, opstår følelsen af afmagt. Den naturlige reaktion bliver at trække stikket.

Det bør give anledning til selvransagelse i mediebranchen.

Ikke fordi journalistikken skal holde op med at være kritisk.

Men fordi vi må spørge os selv, om vi er blevet for ensidige i den måde, vi fortæller verden på.

Jeg har arbejdet som journalist og reporter i 16 år. Det har givet mig mulighed for at opleve medieverdenen indefra – fra studier og redaktionslokaler til rådhuse, koncertsale, sportshaller og menneskers egne hjem.

Noget af det vigtigste, jeg lærte tidligt, var, at journalistik begynder med nysgerrighed over for mennesker.

Ikke deres titel.

Ikke deres diagnose.

Ikke deres rolle i et system.

Men mennesket.

Da jeg arbejdede på TV Glad, oplevede jeg en journalistik, hvor mennesker med handicap ikke kun blev betragtet som modtagere af støtte eller som sociale cases. De var værter, journalister, kulturformidlere og interviewere. De anmeldte film, interviewede politikere og stillede kritiske spørgsmål.

Det handlede ikke om handicap.

Det handlede om deltagelse.

Det gjorde indtryk på mig.

Siden har jeg oplevet, at fortællingen om mennesker med handicap mange steder ofte tager udgangspunkt i deres udfordringer og behov. De historier er vigtige, og de skal fortælles. Men hvis det bliver den dominerende fortælling, risikerer vi at gøre mennesker mindre end de er.

Et menneske er aldrig kun sin diagnose.

Ligesom et menneske aldrig kun er sin sygdom, sin arbejdsløshed eller sin sociale baggrund.

Alligevel er det ofte dér, journalistikken begynder.

Og nogle gange også dér, den slutter.

Det rejser et grundlæggende spørgsmål:

Ønsker vi virkelig et medielandskab, hvor mennesker først bliver interessante, når de har et problem?

Jeg savner journalistik, der tør stille andre spørgsmål.

Hvad brænder du for?

Hvad drømmer du om?

Hvad gør dig glad?

Hvad kæmper du for?

Hvordan lykkedes det dig at overvinde modgang?

Den slags spørgsmål fortæller mindst lige så meget om et menneske som en diagnose gør.

Journalistik handler også om magt.

Ikke kun den politiske magt.

Men den redaktionelle.

Den magt, der afgør hvilke historier der fortælles, hvilke citater der bringes, hvilke billeder der vælges, og hvilke mennesker publikum aldrig kommer til at møde.

Enhver redaktion foretager valg.

Det er journalistikkens natur.

Men derfor bør vi også turde diskutere, hvilke valg vi træffer.

For vinklen former virkeligheden.

Det gælder også underholdningsprogrammer.

Når vi ser datingprogrammer eller dokumentarserier, bliver vi ofte præsenteret for fortællinger, der virker spontane. Men bag ethvert program ligger redaktionelle valg. Emner vælges. Optagelser udvælges. Timer af samtaler bliver til få minutter. Dramaturgien bygges op.

Det gør ikke programmerne uærlige.

Men det minder os om, at tv aldrig er virkeligheden i sin helhed.

Det er en fortolkning.

Derfor bør vi også spørge, hvilket billede vi giver af mennesker.

Er de hele mennesker?

Eller bliver de først og fremmest gjort til hovedpersoner i en konflikt?

Jeg oplever den samme tendens i nyhedsstrømmen.

Problemer får opmærksomhed.

Løsninger får langt mindre.

Det er forståeligt.

Konflikter skaber klik.

Overskrifter skal konkurrere med sociale medier.

Annonceindtægter er flyttet til globale teknologiplatforme.

Kampen om vores opmærksomhed er benhård.

Men netop derfor er spørgsmålet vigtigt:

Skal journalistikken altid følge algoritmernes logik?

Eller skal den også turde gå en anden vej?

Jeg tror på konstruktiv journalistik.

Ikke som modsætning til kritisk journalistik.

Men som dens nødvendige makker.

Journalistik skal fortsat afsløre magtmisbrug, stille kritiske spørgsmål og dokumentere uretfærdighed.

Men den bør også interessere sig for det, der virker.

For mennesker, der skaber løsninger.

For fællesskaber, der lykkes.

For håb.

Ikke fordi verden skal fremstilles smukkere, end den er.

Men fordi den heller ikke skal fremstilles mørkere.

Jeg møder ofte mennesker, der siger, at de savner medier, hvor almindelige mennesker får lov til at fortælle deres historie uden først at skulle repræsentere et problem.

Det forstår jeg godt.

Vi lærer ikke mennesker at kende gennem deres diagnose.

Vi lærer dem at kende gennem deres liv.

Deres humor.

Deres fejl.

Deres mod.

Deres drømme.

Journalistikken bliver stærkest, når den tør se hele mennesket.

Ikke kun det, der gør ondt.

For pressens opgave er ikke blot at beskrive samfundets problemer.

Den er også at hjælpe os med at forstå hinanden.

Og måske er det netop det, vi har allermest brug for i en tid, hvor så mange vælger nyhederne fra.