Hans Gundesen: Musikken, troen og livet efter sammenbruddet

Af Mads Amorsen Vig

Hans Gundesen har gennem store dele af sit liv været omgivet af musik, kirker og teater. 

Som organist har han spillet ved både livets begyndelse og afslutning, mens han på scenen har givet liv til nogle af musicalhistoriens stærkeste karakterer.

Men bag musikken og de mange oplevelser findes også en personlig fortælling om kærlighed, stress, sygdom og om at bygge sig selv op igen, når livet pludselig bryder sammen.

Når musikken ledsager den sidste afsked

Som organist har Hans Gundesen deltaget i mange begravelser og bisættelser. Han har også siddet ved orglet, når mennesker tæt på ham skulle sendes af sted.

Da hans svigermor døde, var det hans kone, Anne Mette, der talte og stod for begravelsen, mens Hans spillede. 

Efter et kort postludium gik han ned fra orglet og var med til at bære kisten ud af kirken.

– Vi bar hende ud i stilhed, og det var simpelthen så smukt, fortæller han.

Hans har tidligere arbejdet i en bedemandsforretning. 

Her var han tæt på døden på en helt anden måde. Han lagde afdøde i kister, gav dem tøj på og sørgede for, at de lå pænt.

Erfaringerne har givet ham en professionel ro. Det betyder ikke, at han ikke bliver berørt, men ofte kommer sorgen først gennem tankerne om det, der aldrig nåede at ske.

Da hans far døde, var Hans' yngste søn, Sune, kun omkring fem måneder gammel. Derfor fik sønnen aldrig mulighed for rigtigt at lære sin farfar at kende.

– Det gør ondt. Min far kunne ikke leve længere, og det forstod jeg godt med min forstand. Men Sune fik aldrig lært sin farfar at kende.

En kærlighed, der begyndte i et kor

Hans Gundesen mødte sin kone, Anne Mette, i Aarhus, hvor de begge sang i kor. I begyndelsen var de ikke kærester, men noget var allerede begyndt at vokse mellem dem.

Da Hans besøgte sine forældre på Falster, kunne han ikke lade være med at fortælle om Anne Mette. Samtidig sad hun hjemme hos sin mor og talte om Hans.

– Vi var ikke kærester, men der skete et eller andet kemisk. Det kan man mærke i maven. Vi skulle bare begge to erkende det.

Deres forlovelse opstod lige så spontant som forholdet. Forud for en fest den 1. april skulle de finde på en overraskelse. 

Mens de stod i et viktualierum mellem fryseren og syltetøjet, fik de idéen om at fortælle de andre, at de var blevet forlovet.

Det begyndte måske som en aprilsnar, men ingen sagde "aprilsnar". I stedet blev forlovelsen begyndelsen på et langt liv sammen.

Parrets tætte forbindelse viste sig igen i 2006. 

De havde begge set den samme stillingsannonce i Præsteforeningens blad. 

Da Anne Mette om aftenen spurgte, om Hans havde set bladet, vidste han med det samme, hvilken annonce hun mente.

– Den søger du, sagde han.

Stillingen var som præst i Californien. 

Familien flyttede derfor til USA, hvor Anne Mette arbejdede som præst i nogle år.

For Hans er det et billede på, hvordan to mennesker efter mange år sammen kan forstå hinanden uden lange forklaringer.

– Nogle gange opstår tingene ligesom bobler i et champagneglas. De kommer op af sig selv.

Kirken er mere end tomme ritualer

Troen og kirken har altid fyldt meget i Hans Gundesens liv. Hans kone er sognepræst i Billum, Janderup og Alslev, og han har gennem mange år haft en tæt tilknytning til kirkerne omkring Varde.

Billum Kirke fik en særlig plads hos ham allerede, da han og Anne Mette begyndte at komme sammen.

– Jeg elsker Billum Kirke. Jeg synes, det er en af Danmarks smukkeste kirker.

Hans tror på dåben og på det, kirken bekender. 

Samtidig understreger han, at et menneskes værdi ikke afhænger af, om det er døbt.

Han er dog bekymret for, at nogle mennesker i stigende grad ønsker at forme kirkens handlinger helt efter deres egne ønsker. Eksempelvis når en vielse skal gennemføres uden kirkens traditionelle ord, salmer og musik.

– Kirken har et sprog, nogle salmer og en lyd. Det er der en grund til. Det er ikke bare tomme ritualer.

Hans ønsker ikke at bestemme over folks fest eller musikvalg. 

Han opfordrer blot til, at man i de få minutter, man opholder sig i kirken, giver plads til dens traditioner og tager ordene og musikken ind.

Organisten må bevare roen

Musikken bevæger Hans, men når han spiller ved en begravelse, har han en professionel forpligtelse. 

Han må ikke lade sine egne følelser overtage situationen.

– Jeg har ikke råd til at blive grebet. Samtidig kan jeg ikke lave musikken uden at være grebet, for musik kommer inde fra sjælen.

Hvis organisten eller sangsolisten bryder sammen, risikerer de pårørende at huske musikerens reaktion frem for den person, de er kommet for at tage afsked med.

Derfor må Hans skabe en nødvendig afstand, mens han spiller. Sorgen og følelserne må få plads senere.

Han har også gjort sig tanker om sin egen begravelse. Her skal blandt andet salmerne Se, nu stiger solen af havets skød, Her vil ties, her vil bies og Martin Luthers Nu fryde sig hver kristen mand synges.

– Det skal være en fest. Der skal være nogle salmer med energi, som man kan gå hjem med. Og så skal der være øl og pølser.

Et liv med teater og 7-kanten

Ved siden af kirken og musikken har teatret haft en stor betydning for Hans Gundesen. Han var i ti år daglig leder af 7-kanten og har desuden medvirket som skuespiller.

I musicalen Jesus Christ Superstar spillede han Kajfas, der er en af fortællingens mørke skikkelser og ønsker Jesus dømt til døden.

Rollen stod langt fra Hans' egen tro, men netop derfor kunne han gå ind i den med god samvittighed. 

Ved at gøre Kajfas tydeligt ond og magtsyg kunne han være med til at vise, hvorfor Jesu skæbne var så voldsom.

– Det handler ikke om, at jeg elsker Jesus. Det handler om, at Jesus elsker mig. Og han elsker os alle sammen.

Hans savner ikke arbejdet som daglig leder. Det var en omfattende opgave, og efter hans afgang blev funktionen fordelt på flere mennesker.

Han afviser dog ikke at vende tilbage til scenen.

– Det kunne jeg helt klart finde på. 

Men lige nu er jeg mæt. Jeg har prøvet mange ting, så jeg tager det lidt roligt.

Da hele tilværelsen brød sammen

I februar 2022 blev Hans ramt af et alvorligt nervesammenbrud som følge af voldsom stress og en følelse af ikke at slå til.

Sammenbruddet skete foran konfirmander og kolleger. Det gjorde oplevelsen endnu mere voldsom, fordi den ikke kunne holdes privat.

Efterfølgende følte Hans sig pinligt berørt, men med tiden måtte han acceptere, at det var sådan, det skete. 

Måske var det nødvendigt, at sammenbruddet kom midt i en aktiv situation, hvor presset ikke længere kunne holdes tilbage.

Gennem samtaler med psykologer og sin familie begyndte han langsomt at bygge livet op igen.

– Jeg er blevet stærkere, mere omsorgsfuld og mere rummelig. 

Jeg er ikke blevet et bedre menneske, men jeg har fået en større forståelse for andre mennesker, der bliver ramt.

Hans ved, at han kan blive ramt igen. 

Derfor handler det ikke om at glemme sammenbruddet, men om at bruge erfaringen og blive bedre til at mærke både sig selv og andre.

– Når alt bryder sammen, bygger vi det op igen. 

Vi bygger livet og os selv op. Vi bliver hele igen. Vi mennesker er ret sejlivede.

Livsglæden er stadig i behold

Få måneder efter sammenbruddet blev Hans ramt af en blodprop i højre øje. 

I dag har han under 15 procent syn tilbage på øjet, og lægerne har fortalt ham, at synet ikke kommer igen.

Det påvirker hans arbejde som organist. 

Han kan fortsat spille, men har svært ved at læse noder og må derfor kende opgaverne i god tid, så han kan forberede sig grundigt. At dirigere et kor uden forberedelse er blevet umuligt.

Synstabet har også fået ham til at overveje pensionering tidligere, end han oprindeligt havde forestillet sig.

– Jeg er hæmmet af det manglende syn, og jeg skal passe på mig selv. Så må jeg hjem og brygge noget øl og hygge mig.

Selvom synet på det ene øje er tabt, er livsglæden ikke forsvundet. 

Hans har stadig humoren, musikken, familien og nysgerrigheden på morgendagen.

– Jeg kan stadig være menneske. 

Jeg kan stadig have humoren i behold, og jeg kan stadig glæde mig til i morgen. Verden går jo ikke i stå.

Hans Gundesens historie er derfor ikke kun en fortælling om musik, kirke og teater. 

Det er også fortællingen om at blive ramt af livet, tage imod hjælp og langsomt finde en ny vej – med troen, kærligheden og livsglæden som faste holdepunkter.