Handicap i film og tv – repræsentation, fordomme og kampen for at blive set

Debatten om repræsentation i film og tv har i mange år handlet om køn, seksualitet og etnicitet. Men hvad med mennesker med handicap? Både i Danmark og internationalt har kritikken været klar: Film- og tv-branchen har i alt for lang tid svigtet, når det gælder mangfoldig repræsentation af personer med handicap.

Usynlige handicap – hvorfor er det svært at acceptere?

En af de største udfordringer ligger i de handicap, man ikke kan se. Usynlige handicap som autisme, ADHD, kroniske smerter eller psykiske lidelser kan være svære for omverdenen at forstå, fordi de ikke altid giver sig udtryk i synlige tegn. Mange mennesker har lettere ved at acceptere et kørestolshjul end en diagnose, der ikke kan ses på overfladen. Det betyder ofte, at personer med usynlige handicap bliver mødt med skepsis: "Ser du ikke helt rask ud?" eller "Er det nu også nødvendigt med den særlige hensyntagen?"

Fordomme om det, man ikke kan se

Når handicap ikke er synligt, kan fordommene blive endnu stærkere. Nogle bliver stemplet som dovne, asociale eller ligefrem hysteriske, fordi omgivelserne ikke kan forstå behovene. Andre oplever, at de skal "bevise" deres handicap for at få støtte eller accept. Det er en dobbelt byrde: Man kæmper ikke kun med sit handicap, men også med at overbevise andre om, at det findes.

Kritik fra branchen – og manglende autenticitet

Den britiske manuskriptforfatter Jack Thorne kaldte i 2021 tv-branchen for en total fiasko, når det gælder handicap. Den danske debattør Sarah Glerup, selv ramt af muskelsvind, har peget på, at handicappede roller næsten altid spilles af skuespillere uden handicap. Resultatet er ofte stereotype fortællinger om at være uelskelig, isoleret eller at "ønske sig væk fra livet". Film som Rain Man er blevet ikoniske, men for mange med autisme er de også sårende, fordi de fastholder karikaturer frem for nuancer.

Et langsomt opbrud i Danmark

De seneste år har dog bragt nye initiativer i dansk tv. Dokumentarserier som De sjældne danskere (TV 2) og Rosenmeiers Rejse (DR) giver plads til mennesker med handicap og deres virkelighed. Også TV Glad, en tv-station drevet af mennesker med funktionsnedsættelser, viser en helt anden form for journalistik, hvor spørgsmålene er mere ægte, direkte og ofte sårbare. Programmer som En særlig samtale med Thomas Helmig og Mette Frederiksen viser, hvordan netop mennesker med handicap kan stille anderledes spørgsmål, der åbner for mere nærvær og ærlighed.

Hos TV Glad er det vigtigt, at alle får mulighed for at være en del af arbejdet foran og bag kameraet. Det er dog ikke alle reportere, der selv kan finde på eller stille spørgsmål – men de får hjælp af deres kollegaer, så de stadig kan være en del af processen. På samme måde er det ikke alle, der kan stille spørgsmål direkte, men de får alligevel lov, hvis de har lyst. Det skaber både tryghed og en følelse af fællesskab, hvor alle bidrager på hver deres måde.

DR og mangfoldighed – men lang vej endnu

Hos DR erkender mangfoldighedsredaktør Heidi Sivebæk, at repræsentationen af personer med handicap halter. Ifølge hende skyldes det blandt andet, at der er få at vælge imellem, når roller skal besættes. Men kritikerne peger på, at netop DR som public service-udbyder burde gå forrest og tage ansvar.

FN's kritik og danske udfordringer

På samfundsniveau står Danmark stadig med store problemer: stigende tvang i psykiatrien, manglende inklusion i skolen, forskelsbehandling i sundhedsvæsenet og fraværet af en samlet national handlingsplan for handicapområdet. FN har kritiseret Danmark for ikke at leve op til Handicapkonventionen – en kritik, der i 2025 stadig ikke er fulgt op af tilstrækkelig handling.

Skal man vise sit handicap for at blive forstået?

Spørgsmålet er, om personer med handicap altid skal "vise" deres udfordringer for at blive anerkendt. Er det nok at se en kørestol på tv for at forstå en livssituation, eller kan man lære at acceptere, at ikke alle handicaps er synlige? Hvis vi i stedet begyndte at tænke: "Der er nok en grund til det, jeg ser", ville verden måske se anderledes ud.

En ny vej frem

Det er en styrke, når mennesker med handicap får mulighed for at fortælle deres egne historier – ikke som ofre, men som hele mennesker med både udfordringer og potentialer. Initiativer som TV Glad viser, at vi ikke mister kvalitet, når vi giver plads til andre stemmer. Tværtimod får vi ægte samtaler, nye perspektiver og en mangfoldighed, der afspejler det samfund, vi alle lever i.

Udviklingshæmmedes grænser og FN's kritik: Danmark halter bagud på handicapområdet

Mennesker med udviklingshæmning kan have udfordringer med at mærke efter og sige nej, når de bliver spurgt om noget. Det kan være i små hverdagssituationer – eller i store beslutninger, hvor konsekvenserne er langt mere vidtrækkende. At sige ja uden at overveje, hvad det indebærer, kan føre til sårbarhed og udnyttelse. Derfor er det vigtigt, at vi som samfund giver støtte til, at udviklingshæmmede kan mærke deres egne grænser og træffe beslutninger på et oplyst grundlag.

Hos TV Glad, hvor mennesker med funktionsnedsættelser selv står bag kameraet, oplever man netop, hvordan udviklingshæmmede kan være med til at give en ny og mangfoldig definition af, hvad der er vigtigt at tale om. De stiller spørgsmål, som bryder med normerne og åbner for samtaler, vi sjældent ser i primetime. Men det kræver trygge rammer og respekt for, at ikke alle altid er i stand til at sige fra.

FN's hårde dom over Danmark

For første gang i 10 år har Danmark været til eksamen hos FN's Handicapkomité. Rapporten, der netop er offentliggjort, tegner et dystert billede: Det går den forkerte vej for mennesker med handicap i Danmark.

Kritikken rammer på en lang række områder:

• Tvang i psykiatrien: Brugen af tvang er steget med 22 % på 10 år, og flere børn og unge udsættes for bæltefiksering og akut beroligende medicin.
• Magtanvendelse på bosteder: Folketinget har lempet reglerne, så det nu er lettere at bruge fysisk magt, mens registreringen er blevet ringere.
• Inklusion i skolen: Mange børn med handicap ekskluderes fra folkeskolen og ender i specialtilbud, ofte efter ufrivilligt skolefravær.
• Sundhedsvæsenet: Et handicap får ofte negativ indflydelse på den hjælp og behandling, man modtager. Nogle handicapgrupper har markant lavere levealder end resten af befolkningen.
• Kommunale forskelle: Hjælpen afhænger i høj grad af postnummer – selvom lovgivningen er den samme, kan støtten variere drastisk fra Esbjerg til Køge.
• Manglende konventionsforankring: FN's Handicapkonvention er endnu ikke fuldt indskrevet i dansk lovgivning.
• Ingen national plan: Danmark har stadig ikke iværksat en samlet handicappolitisk handlingsplan på tværs af sektorer.

"Tid til en politisk holdningsændring"

Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer (DH), kalder kritikken alvorlig, men ikke overraskende:

"Det går den gale vej i psykiatrien, på landets bosteder, i folkeskolen og på handicapområdet generelt. Rapporten skal være pligtlæsning for Folketinget og regeringen. Det er tid til en politisk holdningsændring, så mennesker med handicap bliver set som en investering frem for en udgift."

Et samfund med plads til forskellighed

FN's rapport og de daglige erfaringer fra borgere viser, at Danmark står ved en skillevej. Hvis udviklingshæmmede og andre mennesker med handicap skal have reelle muligheder for at leve selvstændige og trygge liv, kræver det ikke bare politiske handlinger – men også en kulturændring.

Det starter med respekt for grænser: At støtte mennesker i at mærke efter og sige nej, når det er nødvendigt. Og det fortsætter med reel repræsentation, som hos TV Glad, hvor udviklingshæmmede selv får ordet og kan udfordre vores forestillinger om, hvad der er vigtigt.

For måske er spørgsmålet ikke, om udviklingshæmmede altid kan mærke deres egne grænser – men om vi som samfund giver dem muligheden for at lære det og blive mødt med respekt, når de gør.

Skrevet af Mads Vig.

Billede er skabt af Chat GPT