Gode råd til nærværende journalistik

Da jeg begyndte som journalist, troede jeg, at det vigtigste var at komme hjem med de skarpeste citater og de mest markante overskrifter. 

Med årene har jeg lært, at det egentlige håndværk ligger et andet sted: i nærværet, i nysgerrigheden og i den stille respekt for de mennesker, der lukker os ind i deres liv. 

Tillid bliver ikke skabt af en presselegitimation eller en diktafon på bordet, men af den måde, du er til stede på i rummet. 

Det starter længe før det første spørgsmål. 

Mød din kilde som et menneske, ikke som en funktion. 

Se dig omkring, læg mærke til detaljerne, og vis, at du faktisk er interesseret i, hvem de er, og ikke kun i, hvad de kan levere til din historie. 

Når du stiller spørgsmål, så lyt efter svarene – ikke kun efter det næste hul i din spørgeguide. 

De bedste spørgsmål opstår ofte i pausen, i det lille suk, i den sætning, der bliver halvt afbrudt. 

Hvis du tør blive i stilheden et øjeblik, kan kilden mærke, at du ikke bare jagter et citat, men forsøger at forstå. 

Spørg nysgerrigt, men ikke nysgerrigt som i snagen; nysgerrigt som i oprigtig interesse. 

Du må gerne være uvidende, bare du ikke er ligeglad. Sig: “Det forstår jeg ikke helt, kan du prøve at forklare det igen?” 

eller “Hvordan føltes det egentlig for dig?” Det er ofte dér, de ærlige svar kommer. 

Respekt handler også om at være tydelig om din rolle. 

Fortæl, hvad du vil bruge interviewet til, og hvad kilden kan forvente at se citeret. 

Giv plads til, at de kan sige fra, hvis noget føles forkert, uden at du bliver defensiv. Du behøver ikke love dem kontrol over historien, men du kan love ordentlighed. 

Når du sidder i samtalen, så læg mobilen væk, kig op fra notesblokken, og vær til stede med hele din opmærksomhed. 

Kilder kan mærke, om du mentalt allerede er videre til næste interview. 

Nogle af de mest betydningsfulde samtaler, jeg har haft, opstod, da jeg lagde manuskriptet til side og turde følge kildens spor i stedet for mit eget. 

Det kræver mod at slippe kontrollen, men det er dér, journalistikken bliver levende. Husk også, at du selv er et menneske i rummet. 

Du må gerne vise følelser, blive berørt, sige at noget gør indtryk på dig. 

Det betyder ikke, at du mister din professionalisme; det betyder, at du møder kilden i øjenhøjde. 

Når mennesker fortæller om det sværeste i deres liv, er det mindste, vi kan give dem, vores ægte nærvær. 

I sidste ende handler god journalistik ikke kun om at afsløre, forklare eller formidle, men om at skabe møder mellem mennesker. 

Hvis du går ind i hvert interview med ønsket om at forstå frem for at vinde, vil dine spørgsmål blive bedre, dine historier dybere, og dine kilder vil føle sig set i stedet for brugt. 

Det er den slags journalistik, der bliver husket – også længe efter, at avisen er smidt ud.

Det lille svirp til sidst i interviewet

Et af de fineste tricks, jeg har lært fra studievært Janni Pedersen i Go’ Morgen Danmark, er idéen om at give interviewet et lille svirp til sidst. 

Når kameraet næsten er på vej væk, stiller du et ekstra spørgsmål – ikke for at få en ny overskrift, men for at plante en tanke hos den, du taler med. 

Noget, de går og tygger på, når lyset er slukket, og mikrofonen er taget af.

Det skaber nærvær, fordi du træder ud af den formelle rolle og ind i et mere menneskeligt rum. 

Pludselig handler det ikke kun om citater og soundbites, men om den person, der sidder overfor dig. 

Du viser, at du faktisk har lyttet, og at du er nysgerrig på, hvad alt det, de lige har sagt, betyder for dem som menneske.

Som journalist har jeg oplevet, at det netop er i de sidste 30 sekunder, at skuldrene falder ned, og folk siger det, de egentlig mener. 

Det lille svirp kan være et åbent, varmt spørgsmål som: “Hvad tager du selv mest med dig fra alt det her?” eller “Hvad håber du, at din datter en dag vil forstå om den kamp, du står i nu?”. 

Det er ikke et krydsforhør – det er en invitation til eftertanke.

I et kulturinterview kan svirpet for eksempel lyde sådan her: “Når du om ti år kigger tilbage på det her album, hvad håber du så, at du kan mærke i dig selv?” eller “Er der én bestemt person, du i virkeligheden har skrevet den her bog til, selvom du aldrig har sagt det højt?”. 

Her hjælper du kunstneren til at forbinde værket med sit eget liv, og ofte kommer der et lille smil eller en eftertænksom pause, før svaret.

I et politisk interview kan svirpet være mere jordnært, men stadig personligt: “Hvis du skulle forklare din vigtigste mærkesag til et barn på ti år, hvad ville du så sige?” eller “Hvad er det sværeste ved at holde fast i dine værdier, når kameraerne er slukket, og forhandlingerne går i hårdknude?”. 

Du får ikke nødvendigvis breaking news, men du får et glimt af mennesket bag talepunkterne – og det kan farve hele den måde, seeren husker interviewet på.

I et menneskeportræt er svirpet næsten altid knyttet til håb eller fremtid: “Når du tænker fem år frem, hvad håber du så, at den stærkere udgave af dig selv vil sige til den, du er i dag?” eller “Hvis du skulle gemme én sætning fra vores samtale i lommen til en dårlig dag, hvilken skulle det så være?”. 

Her hjælper du personen til at samle trådene fra interviewet og sætte en personlig overskrift på sin egen historie.

Det afgørende er, at svirpet ikke føles som et journalistisk trick, men som en ægte nysgerrighed. 

Du skal have lyttet hele vejen igennem for at kunne stille det rigtige spørgsmål til sidst. 

Når det lykkes, kan du mærke det i rummet: Stemningen ændrer sig, blikket bliver blødere, og der opstår et øjeblik af fælles eftertanke. 

Det er dér, interviewet stopper med at være et indslag – og bliver til en samtale, begge parter tager med sig videre.