Edel Kræn – et liv båret af minder, kreativitet og taknemmelighed

Edel Kræn har oplevet både krig, stor sorg og økonomiske udfordringer. 

Alligevel har hun bevaret sit lyse sind og sin tro på, at mennesker skal hjælpe hinanden. 

I dag finder hun glæde i familien, kunsten, naturen og minderne om et langt og begivenhedsrigt liv.

Edel Kræn blev født den 1. april 1940 i Ikast – blot otte dage før den tyske besættelse af Danmark.

Hendes forældre havde netop startet en mindre trikotagefabrik, da de første tyske fly fløj over byen. 

Faderen mente, at familien ville være mere sikker i Billum, men krigen kunne naturligvis også mærkes dér.

Selvom Edel kun var et lille barn, står flere oplevelser stadig tydeligt i hendes hukommelse. 

Hun husker blandt andet en tysk soldat, der sad skjult i haven med sit gevær. Da han fik øje på hende gennem vinduet, vinkede han.

– Det kunne jo være, at han havde en lille pige derhjemme i Tyskland, fortæller hun.

Beskeden om befrielsen

En af Edels stærkeste erindringer stammer fra aftenen den 4. maj 1945. 

Hun var fem år og passede sin toårige lillesøster, mens forældrene var hos naboen.

Da lillesøsteren begyndte at græde, lød en stemme pludselig fra telefonen på natbordet. Det var centraldamen.

– Hun sagde: "Edel, du skal ikke være bange. 

Krigen er forbi, og din far og mor er ovre ved naboen. Nu kalder jeg på din mor."

Dagen efter gik Edel hånd i hånd med sin far gennem Ikast. 

Lillesøsteren lå i barnevognen, og i Bredgade var byens borgere samlet for at fejre friheden.

Først kom politibetjenten, og bagefter fulgte frihedskæmperne. 

Flere af dem var venner af familien, uden at Edels forældre havde vidst, at de var en del af modstandsbevægelsen.

Glæden blev dog blandet med et voldsomt syn. På en lastbil stod kvinder, som havde haft forhold til tyske soldater. 

De var blevet klippet skaldede, mens mennesker kastede rådne æg og æbler efter dem.

Edel husker fortsat sorgen og smerten i kvindernes ansigter.

Tre dødsfald på få år

Senere i livet blev Edel ramt af en stor personlig sorg. 

Hendes 18-årige lillesøster, Aila, mistede livet i en trafikulykke ved Varde.

Aila var netop begyndt at arbejde på et apotek og havde fået en scooter af sin kæreste. 

Hjelmen var endnu ikke kommet, da hun på en regnvejrsdag kolliderede med en bil.

– Hun var en fantastisk pige. Hun kunne synge, spille skuespil, dyrke gymnastik og spille håndbold. 

Hun kunne alt, fortæller Edel.

Tabet ramte hele familien hårdt. 

Moderen blev dybt mærket af at miste sin datter, og dengang fandtes der hverken den psykologhjælp eller de sorggrupper, som efterladte kan få tilbudt i dag.

Året efter døde Edels far af hjertesygdom, og kort tid senere mistede familien også bedstefaderen. På tre år blev en familie på seks reduceret til tre.

Edel mistede siden også sin bror Sune.

– Sorgen vil altid være der. 

Men i vores familie har vi talt meget om dem, der ikke er her mere. Når vi holder familiefest, er de også med, fordi vi taler om dem og husker dem.

Et lyst sind blev hendes styrke

Edel lægger ikke skjul på, at tabene har gjort hende mere sårbar. 

Men hendes lyse sind, tro og taknemmelighed har hjulpet hende gennem modgangen.

– Vi har kun ét liv. 

Vi skal være gode ved hinanden, hjælpe hinanden og være taknemmelige. 

Når man ser, hvad der sker ude i verden, har vi meget at være glade for i vores lille land.

Hvis hun bliver vred eller ked af noget, foretrækker hun at sige det direkte. Uenigheder skal ikke gemmes væk, men løses gennem samtale.

Naturen betyder også meget for Edel. 

Hun glæder sig over fuglenes sang, forårets komme og arbejdet med blomster og dekorationer.

Gymnastikken gik i arv

Gymnastikken har fulgt Edel gennem det meste af livet. Interessen kom fra hendes far, Adolf Christian Søren Hansen, der blev kaldt Dolle.

Han voksede op på Fjordgård ved Kjelst og viste tidligt et særligt talent for gymnastik. 

Som 16-årig kom han til Ollerup Gymnastikhøjskole, hvor han blev udtaget til Niels Bukhs elitehold.

I forbindelse med De Olympiske Lege i Paris i 1924 deltog holdet i en international gymnastikopvisning, og faderen modtog en bronzemedalje og et diplom. 

Medaljen hænger fortsat i familiens hjem som et værdifuldt minde.

For Edel blev gymnastikken også en livsvej. 

Efter sin uddannelse på apotek tog hun på Viborg Gymnastikhøjskole og blev gymnastiklærer.

Hun arbejdede senere i Sydtyskland, hvor hun underviste mennesker med astma i bevægelse og åndedrætsøvelser. 

Opholdet blev dog afbrudt efter tre måneder, da hendes søster omkom.

Hjemme i Billum begyndte Edel at lede gymnastikhold i forsamlingshuset. 

Senere fortsatte hun i Oksbøl, hvor holdene voksede, og hun blev vejleder for nye gymnastikledere i Ribe Amt.

– Man kan altid give en positiv vejledning. 

Hvis man bare fortæller folk, at noget er dårligt, mister de gnisten. 

Jeg ville give dem mod til at fortsætte.

For Edel skulle gymnastikken være festlig, folkelig og fornøjelig. 

Der skulle arbejdes seriøst med kroppen, men der skulle også være plads til latter og fællesskab.

Kærligheden til Esben

Midt i sorgen efter søsterens død spillede Esben en stadig større rolle i Edels liv.

Kort efter begravelsen gik Edel og hendes far mod kirkegården. 

Esben kom kørende, standsede bilen og spurgte, om de var på vej op til Ailas grav. 

Da han var kørt videre, tog faderen Edel i hånden.

– Så sagde han: "Ham skal du gifte dig med. Han er en god mand." Derefter vidste jeg, at det var Esben, jeg skulle have.

Det var dog Edel selv, der tog det afgørende skridt. 

Esben havde travlt med sit firma, sin motorcykel, sportsvogne og rejser ud i verden.

Efter flere års bekendtskab spurgte Edel derfor, om de ikke skulle gifte sig.

– Han spurgte: "Kan det ikke være anderledes?" Jeg sagde nej, og så blev vi gift.

Parret har siden fejret diamantbryllup efter 60 års ægteskab. Sammen har de rejst verden rundt, og Esben har besøgt omkring 110 lande.

Kunsten giver ro og glæde

Da børnene var flyttet hjemmefra, fik Edel mere tid til en interesse, hun længe havde båret på: maleriet.

Hun havde gennem årene passet familiens automobilfirma, kontoret, tankstationen, kunderne, børnene og hjemmet. 

Samtidig var hun engageret i gymnastikken og var med til at starte teaterforeningen 7-kanten.

Med tiden begyndte hun at deltage i malekurser. 

Hun har blandt andet været på kursus i Grækenland 18 gange og har udstillet sine værker på hospitaler, i banker, institutioner og caféer.

I dag har hun sit eget atelier i Oksbøl. 

Hendes billeder er kendetegnet ved stærke farver, bevægelse og inspiration fra naturens lys.

Et af de malerier, der betyder mest for hende, hedder Opstandelsen. Det forestiller engle, der bevæger sig mod himlen, og det kommer aldrig til salg.

– Når jeg maler, koncentrerer jeg mig helt om billedet. 

Pludselig er der gået to eller tre timer. Det giver mig stor glæde at være kreativ.

Minderne kan ingen tage

Edel og Esben er nu vendt tilbage til Oksbøl, hvor de nyder livet og nærheden til andre mennesker.

Edel er taknemmelig for, at hun fortsat kan synge, male, gå ud på vejen og få en snak med dem, hun møder. Rejserne fylder ikke længere så meget, men oplevelserne lever videre.

– Når man bliver ældre, kommer der lidt mere ro på. 

Men vi har minderne, og dem kan ingen nogensinde tage fra os.

Edels historie er fortællingen om et menneske, der har oplevet både krigens skygger, smerten ved at miste og glæden ved kærlighed, kunst og fællesskab. 

Gennem det hele har hun holdt fast i sit vigtigste budskab:

Vi skal være gode ved hinanden – og huske at være taknemmelige for livet.