Dyrenes Beskyttelse: Fireparten kan gøre op med årtiers fejlslagne frivillige aftaler
30.9.2026 12:30:39 | Dyrenes Beskyttelse | Pressemeddelelse

Dyrenes Beskyttelse ser frem til samarbejdet i den kommende grisefirepart, hvor regeringen lægger op til en nødvendig omstilling af svineproduktionen i retning mod bedre dyrevelfærd.
Det skal dermed gøre op med årtiers fejlslagne frivillige aftaler.
Regeringen har onsdag præsenteret kommissoriet for den kommende grisefirepart, der skal udmønte sig i en omstilling af dansk svineproduktion, der har højere dyrevelfærd og passer bedre på naturen.
Dyrenes Beskyttelse glæder sig til at gå konstruktivt ind i forhandlingerne.
"Regeringen og dens parlamentariske grundlag har udtrykt en vilje til forandring, som vi ikke har set tidligere, når det gælder dyrevelfærd i svineproduktionen. Jeg hæfter mig særligt ved, at regeringen vil sikre, at de nødvendige dyrevelfærdstiltag bliver vedtaget, og det er selve implementeringen af dem, som fireparten skal drøfte.
Det fortjener regeringen ros for. Danskerne har det seneste år gentagne gange udtrykt ønske om en markant omlægning af forholdene.
Nu ser vi frem til at få taget hul på forhandlingerne, så vi kan sat retningen for fremtidens landbrug med en dyrevelfærd, danskerne kan være stolte af", siger Britta Riis, direktør hos Dyrenes Beskyttelse.
I skrivende stund er et borgerforslag, der vil hæve minimumskravene i svineproduktionen, tæt på at runde 100.000 underskrifter, og det er derfor det mest støttede forslag nogensinde. Forleden svarede halvdelen af danskerne i en Epinion-måling foretaget for DR og Altinget, at de ønsker færre svin i Danmark.
En stor, men nødvendig omstilling
Den danske svineproduktion har de seneste årtier gennemgået en omfattende effektivisering, hvor 40 millioner grise nu opdrættes hvert år på færre end 2000 svineproduktioner og med en eksport af levende svin, der overgår antallet af svin, der slagtes herhjemme.
Valgets tale og regeringsgrundlaget vil nu bringe produktionen i en anden retning, og det bliver ikke nødvendigvis let, erkender Dyrenes Beskyttelse.
"Jeg vil gerne anerkende, at der venter en stor opgave for svineproducenter, der står foran en omstilling. Men det er i den grad også nødvendigt. Produktionen er endt i en blindgyde med massive miljøproblemer og uanstændig dyrevelfærd som følge.
Der findes dygtige og innovative landmænd, som gerne vil udvikle sig i en anden retning, men de hidtidige støtteordninger har tilgodeset den intensive stordrift. Fireparten bør derfor også finde måder, der driver omstillingen væk fra industriproduktionen så hurtigt og samfundsøkonomisk effektivt som muligt. Dyrevelfærden er ikke til forhandling", siger Britta Riis.
Tænketanken The Institute for European Environmental Policy (IEEP) har gennemgået de 28 EU-lande, der har fået en plan for deres landbrugsstøtte godkendt. Her fremgår det, at Danmark som det eneste land bruger nul procent af landbrugsstøtten på dyrevelfærdsfremmende initiativer.
Slut med fejlslagne frivillige aftaler
I de seneste 30 år har der været 15 arbejdsgrupper og initiativer, der alle skulle forbedre dyrevelfærden på de samme områder, som den offentlige debat har drejet sig om det seneste år.
Det mest fremtrædende eksempel er Svinehandlingsplanen fra 2014, hvor det blev aftalt, at pattegrisedødeligheden skulle ned, halerne skulle forblive på grisene og søerne skulle gå fri, men 12 år senere er problemerne fortsat de samme.
"Dyrevelfærden har i flere årtier været lagt an på velmenende hensigtserklæringer, som ikke har formået at forbedre forholdene for grisene.
Det er derfor også afgørende for os, at det ikke gentager sig. Grisene har ikke brug for flere fejlslagne frivillige aftaler. De har brug for handling", siger Britta Riis.
