Caroline Sander Jepsen: Dansen er hendes sprog

For Caroline Sander Jepsen er dans langt mere end trin, musik og optræden. 

Dansen er hendes måde at fortælle historier, udtrykke følelser og skabe et fællesskab, hvor både børn, unge og voksne kan føle sig hjemme.

Faceworld har mødt Caroline på Dance Company Twenty i Varde til en samtale om passion, lokal opbakning, ungdommens udfordringer og livet som selvstændig.

Danseskolen blev hendes andet hjem

Efter mange års hårdt arbejde er Dance Company Twenty blevet en central del af Carolines liv. Hun beskriver danseskolen som sit et og alt – og som et fristed for både hende selv og skolens mange elever.

– Danseskolen er mit og mange andres fristed. Nogle vil kalde det et hjem. Det er mit andet hjem, fortæller Caroline.

Interessen for bevægelse begyndte tidligt. 

Som barn spillede hun fodbold og nød fællesskabet og energien på banen, men da veninderne begyndte til dans, fik hun selv lyst til at prøve. Her mærkede hun hurtigt, at dansen kunne noget særligt.

Dansen blev en måde at fortælle historier på – også de historier, som kan være svære at sætte ord på.

En stærk lokal forankring

Caroline er flere gange blevet spurgt, om hun har overvejet at flytte danseskolen til en større by som Esbjerg. Svaret er imidlertid klart: Hun ønsker at blive i Varde-området.

Hun bor selv i Sig, og de mindre byer står hendes hjerte nær. For hende er det vigtigt, at børn, unge og voksne uden for de store byer også har adgang til dans af høj kvalitet.

– Der er noget i mit hjerte, der banker for de små byer. 

Det betyder meget for mig, at vi kan skabe noget for mennesker, som ikke bor i en storby.

Dance Company Twenty har i dag omkring 500 elever. Caroline fremhæver opbakningen fra lokalområdet, Varde Kommune og de lokale aktører som en vigtig del af danseskolens udvikling.

Hun prioriterer samtidig at samarbejde med lokale fotografer, virksomheder og kulturaktører. 

For hende handler lokal forankring også om at støtte hinanden.

Dans fylder næsten hele hverdagen

Carolines arbejdsdage er lange. Hun begynder typisk dagen med styrketræning, løb eller cykling, inden turen går til danseskolen. Her kan hun være fra formiddagen og helt frem til klokken 22.

Weekenderne går ofte med konkurrencer, ekstra træning og møder. 

Derfor kan det være svært at finde en balance mellem arbejdslivet og privatlivet.

Da hun grundlagde danseskolen, var hun single og kunne arbejde til langt ud på natten. 

Efter hun mødte sin mand, Nikolaj, blev det nødvendigt at prioritere anderledes.

– Jeg prøver stadig at blive bedre til at sige: Nu skal jeg hjem. 

Men jeg elsker atmosfæren på danseskolen, så det er stadig svært.

Hun fortæller åbent, at hun endnu ikke har fundet den perfekte balance. Men hun forsøger hver dag at skabe mere plads til både sig selv og familien.

Elevernes glæde betyder mest

Det, der gør Caroline mest glad, er ikke selv at stå i centrum. I dag er hun mest stolt, når hun står som underviser og ser glæden i elevernes øjne.

– Her handler det ikke om, at man skal være verdens bedste. 

Man må også gerne komme, selvom man ikke kan danse. Hvis jeg kan se i dine øjne, at du elsker det, så gør det mig glad.

Hun ønsker at give sine elever mulighed for at udvikle sig, optræde og få deres egne oplevelser. Hendes rolle har derfor bevæget sig fra selv at skulle stråle på dansegulvet til at skabe rammerne for, at andre kan gøre det.

Det kræver også et stærkt bagland. 

Caroline fremhæver sin mand og sine forældre, som støtter hende, men samtidig tør være ærlige.

For Caroline er ærlighed vigtigere end ukritisk ros. Hun vil gerne vide, hvis en formulering, beslutning eller koreografi kunne være bedre.

Når kroppen fortæller det, ordene ikke kan

Caroline betragter kroppen som sit sprog. 

Gennem koreografien kan hun arbejde med både glæde, sorg, tab og svære personlige erfaringer.

Hun har blandt andet skabt en dans til minde om sin afdøde morfar. 

En anden koreografi handlede om et møde i Anonyme Alkoholikere og var inspireret af mennesker, hun kender. Hun har også arbejdet med alvorlige emner som vold, seksuelle overgreb og ensomhed.

– Det er den måde, jeg kan sige nogle ting på. Det er den måde, jeg kan formidle mig på.

Caroline lægger ikke skjul på, at hun gerne bevæger sig tæt på grænsen og tager emner op, som kan få publikum til at stoppe op. Målet er ikke at provokere for provokationens skyld, men at skabe forståelse og give historierne et kropsligt udtryk.

Et stærkt eksempel oplevede hun med danselæreren og solisten Katrine, som gennem en dans fortalte en personlig historie om vold i hjemmet. 

Da dansen for første gang blev opført foran et publikum, brød Katrine sammen i tårer.

For Caroline viste øjeblikket, hvor stærkt dansen kan formidle en erfaring, der sidder dybt i et menneske.

Et frirum for unge

Dance Company Twenty er ikke kun et sted, hvor eleverne lærer koreografi og teknik. Det er også et fællesskab for unge, som måske ikke føler sig trygge eller hjemme i skolen.

Caroline oplever i stigende grad elever, der kæmper med angst, ensomhed, skolepres og sociale medier. Nogle har så lidt overskud, at de må opgive deres fritidsaktivitet.

Det bekymrer hende.

– Jeg synes, det er kritisk, at unge bliver presset så meget, at de ikke har overskud til andet end skolen. For mig var dansen netop det, der gav mig energi til at møde op igen næste dag.

Hun mener, at fritidsaktiviteter har et ansvar for at skabe et rum, hvor unge kan bruge sig selv på en anden måde. Der skal være plads til ambitioner og udvikling, men også til dårlige dage, fejl og uperfekte bevægelser.

Alle kan danse

Mange kontakter Caroline med en bekymring om, at de ikke kan finde ud af at danse. Nogle føler sig akavede eller er bange for at gå forkert.

Men hendes budskab er enkelt: Alle kan danse.

Dans behøver ikke at være teknisk perfekt eller se flot ud. 

Den kan også være fri, sjov, skæv og spontan.

– Vi skal være grimme en gang imellem. Vi skal være kiksede og turde danse tosset. Det er også sådan, vi lærer.

Hun ser en udfordring i, at sociale medier har gjort mange dansere mere perfektionistiske. Videoer skal helst se fejlfrie ud, selvom ingen mennesker er perfekte. Derfor forsøger hun også at vise de mindre polerede øjeblikke på danseskolens egne platforme.

Fra Varde til landsdækkende tv

Selvom Dance Company Twenty holder til i Varde, har danseskolen allerede været en del af flere landsdækkende produktioner.

TV 2 inviterede skolen med i Den vildeste danser, og senere optrådte dansere fra skolen sammen med Hjalmer i forbindelse med Knæk Cancer. DR har også besøgt danseskolen.

Caroline er stolt over, at en lokal danseskole er blevet set og anerkendt nationalt.

– Vi ligger i Varde og er en lille danseskole i det store billede. Derfor er jeg enormt stolt over, at de har fået øje på os.

Hun er fortsat åben over for nye tv-projekter, hvis de passer til danseskolens værdier. Og hvis der igen kommer et stort dansk danseprogram, må producenterne gerne ringe til hende.

Drømmen er ikke længere 20 danseskoler

Da Caroline begyndte som selvstændig, forestillede hun sig en fremtid med danseskoler over hele Danmark. 

I dag ser drømmen anderledes ud.

Hun ønsker ikke nødvendigvis at blive størst. I stedet vil hun udvikle det, hun allerede har skabt i Varde, bevare kvaliteten og uddanne dygtige undervisere.

Samtidig vil hun gerne give mere plads til sine dansere og hjælpe dem videre til nye muligheder. Et større projekt venter allerede i fremtiden, men endnu kan hun ikke afsløre detaljerne.

Danseskolen er fortsat hendes største professionelle bedrift. 

Her mødes passion, lokal forankring og ønsket om at gøre en forskel for andre.

For Caroline Sander Jepsen er dans ikke bare noget, man ser. 

Det er noget, man mærker – og et sprog, der kan fortælle de historier, ordene ikke altid kan rumme.