Ambulanceforbruget blandt ældre falder
5.10.2026 | Aalborg Universitet | Pressemeddelelse

Danskerne bliver ældre, men antallet af ambulanceudrykninger pr. ældre borger falder.
Det viser en analyse af tre millioner ambulanceudrykninger i Danmark. Årsagen bag bør undersøges yderligere, fastslår forskere.
Danskerne lever fortsat længere. Flere ældre borgere forventes samtidig at øge presset på sundhedsvæsenet, fordi ældre oftere lever med flere kroniske sygdomme og komplekse helbredsproblemer.
Men udviklingen i de ældres brug af ambulancer går i en anden retning.
Forskere fra Center for Præhospital og Akut Forskning ved Aalborg Universitet har analyseret omkring tre millioner ambulanceudrykninger i Danmark fra 2018 til 2024.
Analysen viser, at der blev sendt færre ambulancer pr. 1.000 ældre borgere i perioden.
I 2018 var der 200,9 ambulanceudrykninger pr. 1.000 borgere på 65 år eller derover. I 2024 var tallet faldet til 184,3. Det svarer til et fald på 8,5 procent.
"Ældre bruger ambulancetjenesten cirka fire gange så ofte som yngre borgere. Det er ikke overraskende, fordi ældre generelt har flere sygdomme og oftere bliver akut syge. Det interessante er, at antallet af ambulancekørsler ikke er steget ret meget i takt med, at der er blevet flere ældre," siger Stine Ibsen, der er ph.d.-studerende og førsteforfatter til undersøgelsen.
Årsager bør undersøges
Studiet kan ikke fastslå, hvorfor ambulanceforbruget blandt ældre er faldet.
En mulig forklaring er, at flere ældre i dag bliver behandlet eller vurderet uden for hospitalet, for eksempel hos egen læge eller gennem andre sundhedstilbud tæt på borgeren. Det kan også være, at ældre generelt er sundere end tidligere.
"Det vil være meget interessant at se nærmere på, om ændringer i de nære sundhedstilbud eller ændringer i ældres helbred kan være med til at forklare udviklingen," siger Stine Ibsen.
Yngre og ældre borgere visiteres forskelligt.
Studiet viser også forskelle på, hvordan ældre og yngre borgere kommer i kontakt med alarmcentralen.
Blandt ældre er symptomer relateret til stroke blandt de hyppigste årsager til at ringe, mens brystsmerter er den hyppigste årsag blandt yngre borgere.
Yngre borgere bliver samtidig oftere visiteret til hastegrad A. Det er den kategori, der bruges ved situationer, hvor der er mistanke om en potentielt livstruende tilstand.
Analysen kan ikke forklare, hvorfor yngre og ældre borgere visiteres forskelligt.
Den viser dog, at ældre oftere har været i kontakt med egen læge eller almen praksis, før ambulancen bliver sendt, og at ældre oftere har gentagne kontakter til de akutte sundhedstjenester.
"Vi ved fra tidligere forskning, at ældre kan være en vanskelig gruppe at vurdere i det akutte system. Symptomer på alvorlig sygdom kan være anderledes eller mere uklare hos ældre. Det betyder ikke nødvendigvis, at ældre visiteres forkert. Men resultaterne viser, at det er relevant at undersøge, om vurderingen af ældre patienter i tilstrækkelig grad tager højde for de særlige udfordringer, der kan være forbundet med at blive ældre," siger Stine Ibsen.
