Agnete Brinch: Kunsten skal give kvinder deres plads i historien

Den vestjyske kunstner Agnete Brinch bruger sine malerier til at fortælle historier om styrke, sårbarhed og kvinder, der har været med til at forandre verden. 

I programmet Tæt På! fortæller hun om sin opvækst i Oksbøl, vejen til kunstnerlivet og den livsmission, der fortsat driver hende.

Agnete Brinch voksede op i Oksbøl i Vestjylland. Hun beskriver sin barndom som tryg og præget af åbne vidder, stor frihed og et stærkt lokalt fællesskab.

På Østergade var der både heste, hunde og katte, og områdets børn fandt sammen om fodbold, rundbold og skøjteture på søer og oversvømmede marker om vinteren.

– Det er jo eventyrets land. 

Der var åbne vidder, højt til loftet og mange muligheder, fortæller hun.

I dag ser hun tilbage på sin vestjyske opvækst med stor taknemmelighed. Rejser til blandt andet Afrika og Kenya har givet hende nye perspektiver på det sted, hun kommer fra.

– Når man har været ude i den store verden, kommer man hjem og ser Vestjylland med helt andre øjne.

Kreativiteten begyndte i bedstefarens værksted

Kimen til Agnete Brinchs kunstneriske liv blev lagt tidligt. 

Hendes bedstefar boede i Janderup og arbejdede som træskærer. I hans værksted fremstillede han blandt andet bornholmerure, skåle, fade og figurer.

Agnete husker stadig duften fra værkstedet og sin bedstefars hænder, når han formede træet. Her opstod drømmen om selv at få et kreativt sted, hvor hun kunne arbejde med hænderne og skabe noget.

Interessen for at tegne og male fulgte hende gennem ungdommen og voksenlivet. I 20'erne manglede hun dog stadig en klar retning og et mål med kunsten. 

Det fandt hun først i midten af 30'erne.

En vigtig person på vejen var Edel Kræn, som opdagede Agnetes interesse for at tegne og opfordrede hende til at udstille i det lokale forsamlingshus.

– Jeg kunne mærke, at hårene rejste sig. Så skal man stoppe op og tænke: Er der noget her? Det gjorde jeg heldigvis.

Derefter arbejdede hun målrettet på at udvikle sig kunstnerisk gennem blandt andet Ærø Kunsthøjskole, Aarhus Kunstakademi og Herning Billedskole.

Fra fysioterapeut til professionel kunstner

Inden kunsten blev hendes fuldtidsarbejde, uddannede Agnete Brinch sig til fysioterapeut. Inspirationen kom fra en lokal fysioterapeut i Oksbøl, som havde hjulpet hendes far.

Faget gav hende mulighed for både at arbejde med kroppen og møde mennesker. 

Gennem arbejdet fik hun adgang til mange personlige livshistorier, samtidig med at hun kunne gøre en konkret forskel.

Senere arbejdede hun blandt andet som visitator i Varde Kommune. Samtidig voksede hendes kunstneriske karriere, og hun blev inviteret med på flere udstillinger.

I 2015 blev det vanskeligt at få tiden til at række til både arbejdet i kommunen og kunsten. Hun søgte derfor orlov, og i 2016 tog hun springet og blev selvstændig kunstner på fuld tid.

Mørket gør lyset synligt

Agnete Brinchs malerier rummer ofte en tydelig kontrast mellem lys og mørke. Det er ikke tilfældigt. 

Hendes egen sårbarhed og de perioder, hun gennemlever, finder vej ind i værkerne.

Nogle gange kan svære perioder betyde, at hun slet ikke får malet. Med tiden har hun lært ikke at tvinge kreativiteten frem.

– Man skal ikke presse det for meget. 

Det er bedre, at lysten kommer af sig selv.

I flere værker bruger hun abstrakte portrætter, grene, markeringer og ord som visuelle symboler. Motiverne kan udtrykke håbløshed, håb, modstand og forvandling.

– Vi har alle sammen noget mørke og noget lys i vores liv. Den kontrast vil jeg gerne have frem i mine billeder.

Oplevelsen af et værk afhænger samtidig af den person, som ser det. Nogle ser livet, mens andre ser døden. 

På den måde fortæller malerierne ikke kun noget om kunstneren og den portrætterede, men også om beskueren.

Kvinder skal være handlende mennesker

Projektet Kvinder der forandrer verden har været en central del af Agnete Brinchs kunstneriske virke i ti år.

Projektet udspringer blandt andet af hendes oplevelse af, at kvinder gennem kunsthistorien ofte er blevet fremstillet som smukke og passive objekter. 

I hendes egne værker skal kvinderne derimod træde frem som aktive og handlende mennesker med deres egen historie.

Et tilbagevendende symbol er boksehandsken. 

Den repræsenterer kampkraft, handling og bevægelsen fra at være objekt til at blive subjekt.

– Kvinderne skal tage den plads, som de bør have i historien. For mig handler det om helt almindelig ordentlighed.

Blandt de kvinder, hun har portrætteret, er Margrethe Vestager og Sanne Salomonsen. Margrethe Vestager var den første nulevende kvinde i projektet, efter at Agnete tidligere havde malet flere historiske personer.

I 2018 havde hun en soloudstilling på Frederiksborg Slot, hvor Vestager afslørede sit eget portræt. Hun har siden skrevet forordet til Agnete Brinchs kommende bog i anledning af projektets tiårsjubilæum.

Sanne Salomonsen som lys i mørket

Portrættet af Sanne Salomonsen viser tydeligt Agnete Brinchs arbejde med lys og mørke. Inden hun maler et menneske, forsøger hun altid at lære personen at kende gennem samtaler, møder og fotografier.

Sanne Salomonsens historie gjorde stort indtryk. Efter alvorlig sygdom og en blodprop i hjernen kæmpede hun sig tilbage til livet og scenen. 

Den kamp ønskede Agnete at indfange i portrættet.

Sanne Salomonsen fremstår derfor næsten oplyst indefra, mens mørket omkring hende minder beskueren om det, hun har gennemlevet.

– Hun har et lys i sig og spreder lys. Det var vigtigt for mig, at hun næsten blev neonoplyst indefra.

Kunst og musik må ikke forsvinde fra skolen

Agnete Brinch ser kunst som langt mere end en fritidsinteresse. 

Kreativiteten kan give mennesker et frirum og styrke deres identitet, selvværd og evne til at udtrykke det, der kan være svært at sætte ord på.

Derfor er hun stærkt kritisk over for skoler, som nedprioriterer billedkunst og musik.

Børn lærer og udtrykker sig forskelligt. 

Nogle er stærke i det skrevne sprog, mens andre arbejder visuelt, musikalsk eller med hænderne. Hvis de kreative fag forsvinder, frygter hun, at nogle børn risikerer at blive overset.

– Hvis man kan forme, tegne eller skrive det, man ikke kan sætte ord på, finder man noget omkring sig selv. 

Man opdager, at man har en værdi.

Hun har også oplevet, hvordan kreative evner har styrket hendes egne børn i perioder, hvor andre områder har været vanskelige.

– Man bliver ganske enkelt glad af at skabe noget.

En livsmission uden afslutning

Selv efter ti år med Kvinder der forandrer verden mangler der ikke nye historier. Agnete Brinch modtager næsten hver uge forslag til kvinder, der fortjener at blive portrætteret.

Både historiske og nulevende kvinder står ifølge hende i kø inde i hovedet og venter på at blive malet.

– Det er fast arbejde resten af mit liv. 

Det er en livsmission, og nogle gange føles det også som et stort ansvar.

Hun ønsker fortsat at udvikle sig, rejse og møde nye mennesker. 

Samtidig vil hun bevare sin base i Billum og nærheden til familien og de vestjyske rødder.

For Agnete Brinch handler fremtiden om at blive ved med at være nysgerrig, finde balancen i livet og bruge kunsten til at give mennesker og historier den plads, de fortjener.

For når mørket møder lyset på lærredet, opstår der ikke blot et portræt. 

Der opstår en fortælling om det menneske, der står bag.