Oksbøllejren – historien om Danmarks største flygtningelejr

Efter Anden Verdenskrig blev Oksbøl centrum for en af de største flygtningehistorier i Danmark. Titusindvis af tyske civile boede bag lejrens hegn, hvor hverdagen var præget af sygdom, savn, usikkerhed og håbet om en dag at kunne vende hjem.

De første tyske flygtninge ankom til Oksbøllejren den 21. februar 1945. Krigen var endnu ikke afsluttet, men millioner af mennesker var allerede på flugt fra de østlige dele af Tyskland, hvor Den Røde Hær rykkede frem.

I månederne frem mod Danmarks befrielse kom omkring 35.000 tyske flygtninge til det besatte Danmark. 

Efter befrielsen den 5. maj 1945 befandt mere end 200.000 tyske flygtninge sig fortsat i landet. Mange af dem kom under deres ophold i berøring med Oksbøllejren, der udviklede sig til Danmarks største lejr for tyske flygtninge.

Oksbøl mærkede besættelsen tidligt

Oksbøl havde allerede før krigen en tæt forbindelse til det danske militær. Da den tyske værnemagt overtog og udbyggede militærområderne omkring byen, blev besættelsen derfor meget synlig for lokalbefolkningen.

Tyskerne opførte en omfattende militærlejr nord for byen og overtog områder, som hidtil havde været anvendt af det danske forsvar. 

Samtidig blev der bygget militære anlæg i blandt andet Nymindegab og langs den jyske vestkyst.

De omfattende byggerier fik også betydning for beskæftigelsen. 

Hvor arbejdsløsheden havde været tydelig i Varde og omegn i 1930'erne og ved krigens begyndelse, blev der i de følgende år skabt mange arbejdspladser i forbindelse med militære anlæg, lejre og bunkere.

For beboerne i Oksbøl var synet af soldater ikke nyt, men omfanget ændrede byen markant. Besættelsen og de efterfølgende år satte spor, som fortsat præger områdets historie.

En stor by bag hegnet

Efter krigens afslutning blev den nordlige del af lejren indrettet til tyske flygtninge, mens det danske militær vendte tilbage til andre dele af området.

På sit højeste havde Oksbøllejren omkring 35.000 indbyggere. 

Dermed var lejren større end de fleste danske provinsbyer. Bag hegnet fandtes blandt andet skoler, værksteder, køkkener, sygehus, kirker og en kirkegård.

Flygtningene var hovedsageligt kvinder, børn og ældre mennesker. Mange havde mistet deres hjem og familiemedlemmer under flugten. 

De levede med uvisheden om, hvorvidt de kunne vende tilbage, og hvad der ventede dem efter opholdet i Danmark.

Synet på flygtningene var præget af, at den tyske besættelse netop var afsluttet. Blandt mange danskere var der vrede og modvilje, selv om flygtningene i lejren for en stor dels vedkommende var civile.

En tragisk episode ved hegnet

Et særligt tragisk kapitel fra Oksbøllejren er historien om en ældre tysk flygtning, som i april 1947 blev skudt og dræbt af en dansk vagt.

Episoden er siden blevet undersøgt gennem kirkebøger, dagbogsnotater og breve. Kilderne fortæller forskellige versioner af hændelsen. Ifølge en beretning var manden tunghør og reagerede derfor ikke, da vagten råbte til ham. En anden forklaring fortæller, at han var ved at tage træ og ikke standsede, da han blev advaret.

Vagternes instruktion var først at råbe, derefter at affyre et varselsskud og som sidste udvej skyde mod benene. 

Kirkebogen viser imidlertid, at manden blev ramt i brystet og døde.

Inde i lejren opstod der efterfølgende rygter om, at danske vagter skulle modtage 200 kroner for at skyde en tysker. Der findes ikke belæg for denne påstand. 

Andre episoder fra landets flygtningelejre viser tværtimod, at vagter kunne blive straffet, hvis flygtninge blev ramt ved vådeskud eller uforsvarlig brug af våben.

Hændelsen viser, hvordan rygter og forskellige fortællinger kunne opstå på hver sin side af hegnet. For flygtningene var det en historie om frygt og utryghed. Uden for lejren blev episoden forklaret ud fra vagternes regler og mandens handlinger.

Børnene betalte en høj pris

Forholdene for de tyske flygtninge i Danmark har gennem årene været genstand for stor debat. Omkring 6.000 børn blev født i de danske flygtningelejre, mens cirka 17.000 tyske flygtninge døde under opholdet i Danmark.

Omkring 12.500 dødsfald fandt sted inden den 1. oktober 1945, og mere end halvdelen af de døde var børn. 

Særligt spædbørn og småbørn var hårdt ramt af sygdom, fejlernæring og de belastninger, de havde været udsat for under flugten.

Historikere har diskuteret, om flygtningene modtog tilstrækkelig lægehjælp. Spørgsmålet er kompliceret, fordi Danmark stod med en meget stor humanitær opgave umiddelbart efter fem års besættelse, samtidig med at befolkningens forhold til tyskerne var præget af krigen.

Soldater og militærnægtere i samme by

Efterhånden blev de tyske flygtninge sendt tilbage til Tyskland, og Oksbøllejren lukkede som flygtningelejr i 1949. 

Men områdets særlige historie fortsatte.

Det danske forsvar overtog igen dele af lejren, mens den tidligere nordlejr i en periode blev anvendt som lejr for militærnægtere. 

De fik blandt andet til opgave at nedbryde bygninger og rydde området.

I 1950'ernes Oksbøl kunne man derfor møde både uniformerede soldater og unge mænd, som havde valgt militærtjenesten fra. Det gjorde den lille vestjyske by til et usædvanligt mødested mellem vidt forskellige holdninger til militæret.

En historie, der stadig berører

Anden Verdenskrig bliver ved med at optage nye generationer. Det skyldes ikke alene krigens enorme omfang, men også dens mange menneskelige og moralske dilemmaer.

Koncentrationslejrene, masseudryddelserne og de millioner af mennesker på flugt står som nogle af menneskehedens mørkeste erfaringer. 

Krigen er derfor blevet et historisk nulpunkt, som senere konflikter og humanitære katastrofer ofte bliver sammenlignet med.

Historien om Oksbøllejren fortæller, at krigens konsekvenser ikke sluttede med befrielsen. 

De fortsatte i årene efter – blandt flygtningene bag hegnet, hos lokalbefolkningen udenfor og i de mange personlige fortællinger, der stadig bliver fundet i kirkebøger, breve og gamle dagbøger.

I dag er området og fortællingerne en vigtig del af Oksbøls identitet. 

De minder os om, at de store tal dækker over enkelte mennesker: børn, voksne og ældre, der mistede deres hjem og måtte skabe en midlertidig tilværelse langt væk fra det liv, de kendte.