Facebook vil have adgang til hele din kamerarulle – medmindre du siger nej

Meta, selskabet bag Facebook og Instagram, er igen i gang med at indsamle brugernes private billeder til træning af deres kunstige intelligens. En ny funktion i Facebook-appen betyder, at hvis du giver tilladelse, kan platformen løbende uploade hele din kamerarulle til deres servere – også de billeder, du måske aldrig havde tænkt dig at dele.
Funktionen dukker op, når du forsøger at oprette en Facebook-historie. Her bliver du spurgt, om du vil aktivere "cloud processing". Hvis du accepterer, får Meta adgang til at gennemgå og bruge alle dine billeder til at forbedre deres AI-værktøjer.
Ifølge Torben Vognsen, redaktør på techmediet Input, er det netop her, mange brugere falder i:
"Det lyder uskyldigt nok, men man giver i praksis Meta tilladelse til at se hele ens kamerarulle. Mange klikker bare 'accepter' uden at læse det med småt," siger han.
Meta lancerede tidligere i år deres AI-værktøj i Europa, og det er ikke første gang, at de bruger brugernes indhold til træning. Denne gang forsøger de at gøre det mere automatisk ved at give sig selv kontinuerlig adgang – i stedet for at du selv vælger, hvilke billeder der uploades.
Sådan slår du funktionen fra i Facebook:
Åbn Facebook-appen
Gå til "Indstillinger og privatliv"
Vælg "Indstillinger"
Find "Cloud processing" eller "Kamerarulleadgang"
Slå funktionen fra eller fjern samtykket
Torben Vognsen anbefaler, at man slår funktionen helt fra, hvis man værdsætter sit privatliv.
"Det kan give lidt besvær med at uploade billeder, men du undgår, at Meta får fri adgang til alt på din telefon," siger han.